Dagbog i guess

Har ikke opnået en skid i dag, og det er jo en lille skam, for at lette den lidt, kan jeg  regner jeg lige ud hvor mange procent, en dag af et liv er. SÅ JAER, Måske jeg bliver 80, hope so, det også dejligt rundt, så kan man vel sige 80 x 365 = 29200, og efter så, 100 / 29200 x 1 = 0,0034%, det kan man vel godt finde lidt comfort i, at jeg kun har spildt 0,0034% af mit liv i dag. Eller spildt og spildt, har set en masse timers bojack horseman, og der var en linje jeg elsket, "godmorgen, morgen", måske er det bare fordi det lyder som noget jeg kunne har skrevet i et digt, hvad har jeg ellers lavet? Har lavet gammeldags hotdogs med det hele, fint nok lækkert, brødet skulle have haft lidt mere, og spiser jeg chips med guacamole, eller gucgamole, fuck det søger lige, ohh havde stavet det rigtigt første gang. 

Der også andre % tal der er spændende, fx. er kun 5% af verdenshavet udforsket, der er 100% en comfort i det uopdaget, at der bliver fundet alle mulige søde og grimme og vilde fisk og måske atlantis, har altid, eller ikke altid, faktisk måske bare lige nu, følt mig overbevidst om det bliver fundet og bliver en turistattraktion i min levetid. 

Studenterne er også kommet frem overalt og tillykke med det i guess, ved ikke om det er en midlertidlig ting, men har rigtig svært ved at forstå andre end min egen glæde, og det føles lidt tungt fordi der ikke er så meget af den lige nu, eller folk er fucking søde og jeg elsker dem, jeg tror bare vi ser hinanden lige hurtigt og så skal man hjem i tomheden igen, og den glæde vi deler er nem nok at dele, kan bare ikke lige overskue at se den fra en trejdepersonsfortæller, så føles den bare flabet. 

og så lige en cute frø emoji: ₍𝄐 ̫͡ 𝄐₎ ₍𝄐 ̫͡ 𝄐₎ ₍𝄐 ̫͡ 𝄐₎ ₍𝄐 ̫͡ 𝄐₎

og Anapi har også lavet blog nu, og jeg tror lige jeg bliver nødt til at skrive for at forstå formen og vigtigheden af hendes blog, forstå hvorfor den rammer mig så meget. Hele tiden svæver det et sted mellem poesi og blog, eller måske ikke mellem, det er bare både poesi og blog, hvilket for mig er det to fundamentalt forskellige måde at skrive på, to helt forskellige tempoer og temperamenter, men linjebruddene, de lange enkeltsætninger, skredne, spørgsmålene, konstateringer. Måske er det fordi hendes poesi er så umiddelbar at det hele giver mening, at det ikke er et valg om at ligge blogpostet op af poesien, men et valg om at skrive poesi på bloggen, og den poesi hun skriver tilfældigvis altid har ligget tæt op af blogpostet, jaer, jeg tror det er det, facetimer hende lige og spørger.

Efter: Se en film, det en filmsommer jeg har gang i, maybe. Og efter efter: Spille lidt fifa, måske gta. Er ikke sikker på hvad jeg starter med endnu, søvnens hegn er begyndt at komme lidt op igen, begyndt at adskille dagene en smule, men man kan sagtens stadig bare træde over det, og det skræmmer mig lidt endnu, måske er det ikke et hegn, men en hæk der gødes, ved bare ikke hvad jeg skal gøde den med.

any pinterest whisper girlies here??

Udenfor blæser det as fuck, vinden var hård at ryge min godnatsmøg i, jeg hørte Eliza imens, og elsker det, elsker trommerne, elsker vokalen, elsker opbygning. Og nu vil jeg sove, eller jeg vil sove, men søvnen bliver ved med at være skræmmende, ikke fraværende, bare skræmmende, ikke som den plejer, ikke det hegn der adskiller dagene fra hinanden, ikke det hegn der siger, på den der side bor i går, og på den her side bor i dag. Prøver bare at udskyde søvn, det kun lurene der ikke er scary, fordi deres hensigt har aldrig været at agerer hegn mellem dagene, så måske jeg lige skriver lidt.

Haakon kom forbi i dag og vi spillet fifa, og spiste durum, og snakket lort, glæden var stor ved det hele, han fik alt det tøj jeg ikke kunne passe længere, og så fucking lækker ud i det hele, tomheden da han var gik, var tomheden da han var gået, jeg spiste chokoladekage og tarteletter. 

Downloadet instagram igen og så var klokken hvad den der er nu, og så slettet jeg det igen, tænkte OND APP, OND APP, tænkte min samvittighed bliver ved med at slå sig på den, nu tænker måske jeg synes appen var ond fordi algoritmen gav mig en masse næsten nøgne kvinder, og ledte mig til pornhub, og lad mig lige blaime algoritmen den her gang, orker ikke, at ikke gøre det. Men jeg også bare et menneske og alt det, og det også fint nok og alt det der, men jeg vil gøre noget, jeg skrive digte 10 timer om dagen, jeg ville være politisk aktiv, og jeg vil alt muligt, og det kommer også til at ske, skal bare finde ud af hvor jeg vil starte. 

Den anden dag snakket jeg med Anapi, om jeg synes det kan virke ligegyldigt at skrive fra det sted jeg skriver fra, den øvre middelklasse, traumeløs, upolitisk, heteroseksuel, og hun siger, ikke alle forfattere behøver være unge mænd der sidder og har det dårligt med mig selv, jeg tror faktisk måske der er hul i markedet for din slags poesi, altså du ved jeg drikker lige en øl og hygger med venner haha poesi, og jeg ved hun mente det sødt, og hun sagde også alt muligt andet sødt lige efter, men nu rammer det bare at digtningen også er marked, og den tanke der skræmmer mig, den ligger som en lille sten i halsen, og den prøver at komme ned i maven, og jeg glæder mig til den kommer derned, håber mavesyren kan opløse den. 

Og kan stadig ikke sove, så ser forfattersamtale med Anna Rieder, og hun siger, hun bliver nødt til at slå hjernen fra for at skrive godt, og det minder mig om, os alle der sidder ved bålet, laver parodier af hinanden, haakon og karla der begynder at digte som mig, haakon der siger, det er jo bare at slå hjernen fra, karla der siger "jeg går op ad solen", og jeg så enig, jeg stjæler den linje, for skriften er sin egen lille eksistens jeg ikke orker forklarer, og det vel fint nok, ved mig og Rieder er sygt meget on the same page lige med det, og måske også alt muligt, how would i know.

Måske jeg har gode billeder af putte ind, de er der hvis der er nogle, ellers så godnat.

Eller vent, har måske lidt mere, eller vil bare sige, jeg er træt af, jeg kun kan skrive videre på mine blogblogdigte, og ingen andre steder, eller jo kan lave de her post. Men al poesi skal komme gennem det medie, fysisk kan jeg ikke gøre andet, kan ikke åbne et tomt dokument, kan ikke sætte gang i skrivesynthesizeren, kan ikke tage en kuglepen i hånden, kan ikke lave kaligrafi, måske i morgen, ved ikke, godnat, og jo, så det træls man kan se alle mulige stats inde på bloggen, og se ingen ved jeg opdaterer de digte hele tiden, men det går nok, håber ikke det came across as ynkeligt, eller er faktisk ligeglad, godnat.

mit pokemon inventar

Der er ting jeg vil nu, jeg vil sove længe og lave min egen mad og skrive og ikke arbejde, og der er sikkert også andre ting vil, men dem har jeg ikke helt besluttet endnu, så de første er klart de mest presserende, og alle dem jeg har allerede opfyldt alle i dag. Så nu mærker jeg, at jeg vil se mennesker, søde mennesker, måske Leah, jeg sagde til hende, hun var en lille eng med ponyer, og måske havde mig og Anapi bare lige talt om hjertet er en fold med heste, måske var det derfor jeg tænkte på det, men det ikke hendes hjerte, det bare hendes person, og måske vi to skal i sommerhus med Bagge, hun er bare så skøn og har loppemarked i dag, og jeg vil forbi og samle hende op, og snakke med hende, og der er noget der gør vi bare altid er enige om hvad vi kan lide og ikke lide, både sådan i livet, men også hvilke mennesker, tror kun jeg har det sådan med hende og med Anapi, fuck man, hende glæder jeg mig også til at se, så grineren og dygtig til alt. Og Haakon gad jeg godt nok også godt se, og det skal jeg også i morgen, han er så sød, og vi er bare altid to små søde tandhjul der passer sammen, og Tjalfe kommer også, han er virkelig bare en skat, får altid lyst til at skubbe ham og så kramme ham lige bagefter, og Boa, han er alt det sødeste, og han er bare til, og får en til at bare være til. Og hvad med dem langt væk? De er langt væk, indtil kommer til København og se dem, ser Sofie, min lille storesøster, hun er bare en nutti, eller måske lidt voldsom, men også en nutti, og Mille og Ella, de er flyttet sammen alle sammen, altså med sofie, og de er de sødeste alle sammen, København er legit bare en samling af mega mange rare søde pokemonkort, der er i deres sidste level, Rosa er der, og Hjulmand, og Storm, og Fiona, og Dina, og Frida, og Anemone, alle de søde sjæle, de smilende. Og Elliot, og Carey, ej hvor skal vi bare studiet, mig og Elli og Haakon og Carey, og mig Carey skal bare sidde layed back og være deres hypemen, så kan de gøre deres shit, fordi de er så gode til deres shit, og vi er gode til at hygge. Og Jylland er også så sygt dejligt, der er Valdemar, han har lært mig så meget, og Karla den cutie, og ak, det er lidt forvirrende nogle gange, men hun betyder sindsygt meget for mig, og Paysen, nurgh glæder mig så meget til at se hendes nye lejlighed, fuck, og også Sofie V, hvordan glemmer jeg hende, hun er så sød. 

Måske det bare er en illusion at jeg er venner med dem alle sammen, det føler jeg måske det er, men hvis jeg mangler noget at lave, så vil jeg bare læse C.A Conrad, og yeah-suiten, og hindebæger, og Nordbrandt og Ivan Malinowski og alt muligt andet, måske slappe af og se film, jeg tror måske jeg skal have en filmsommer, ser aldrig film, kun Wes anderson, fordi jeg synes han er så vanvittig dygtig, og fordi jeg elsker måden det ligger mellem en virkelig virkelighed og en fabrikeret virkelighed, men heller ikke prøver at skjule det, jeg bliver så fascineret hver gang, jeg får lyst til at skrive på den måde, men det føles umuligt, måske er det det, jeg bliver mere og mere i tvivl hver gang jeg prøver. 

Og hvad der ellers til livet? Tror jeg vil rulle en smøg og drikke øl, mens jeg hører skepta, og så vil jeg ringe til farmor bagefter.

Og nu kom jeg til at tænke på noget mere, hvorfor jeg ikke bare skrev alle deres forbogstaver, S og L og B og T osv. osv, måske fordi jeg synes det føles lidt fjollet og upersonlingt, men jaer, jeg var ved det en anden gang, også i et blog post, og dengang ville jeg have spurgt Lars hvornår man begyndte på det, om det bare er sådan en pop-ting eller om det går way-back, altså mere way-back end at skrive poppet, men måske han læser med, savner ham i hvert fald allerede, spørger ham når jeg ser ham.

standardudgave af dagbog

Jeg vågnet til et tidspunkt, og afslutningen på DET HELE sløver mig stadig, eller måske den sløver os alle sammen, kan mærke folk ikke orker mere af mere, eller måske lidt mere, eller måske om lidt, tænder vi et bål, og jeg mærker allerede trygheden ved det, trygheden i, at jeg ikke behøve at snakke, bare kan stirre på ilden som man stirre på instagram. 

Og de sidste par dage, er frygten for sommeren flyttet ind i mig, og det føles så mærkeligt, fordi sommeren altid hænger sammen med en glæde, en forventning, flugten fra konformiteten, men den flugt føles unødvendig lige nu.

o.o
  o
___

men altså måske er jeg bare glad, jeg ved det ikke. 


Hvad jeg ved? Bålet er dødt, og det var middelmådigt i den tid vi lod det leve, alle snobrødspindene og solen gjorde det sygt anti-meditativt, men jeg fik spist smores med chokolade, og det var vel okay. 

Og over mig er himlen igang med at lave himmelting, mig; jeg bliver ved med at have lyst til at skrive noget, eller det ikke engang en lyst til at skrive, bare blogge, er overbevidst om jeg forstår stadig ikke hvor meget det her medie har betydet for mig, hvor mange rum der har åbnet og lukket og ladet stå på klem. Måske jeg finder ud af det en, i erindring om tid, måske om lang tid eller i morgen, idk, idc, eller faktisk i care. 

Exit Music (for a Film)

Kigger min kamerarulle igennem for at se om der er et eller andet jeg har lyst til at skrive om, men der var ikke rigtig noget, men måske jeg stadig har lyst til at skrive. De sidste par dage har været ufuldkomne, ikke afsluttet, som om søvnen ikke har ageret den barrierer, der adskiller dagene fra hinanden, ikke været den ting der siger, i dag er i dag, fordi i dag er du vågnet og det er i dag, og nu kommer jeg tænker til at tænke på jeg theis ørntoft, at jeg måske kom lidt for tæt på et sprog der ikke er mit, men what ever, han siger i dag har patent på betingelsen i dag, og jeg tror jeg synes det er sygt rigtigt, eller måske ikke helt, både i går og i forgårs og dagen inden, har været i dag. 

Jeg har også snakket med en ven om hvor noieren vi synes det er, når folk laver deres relationer til et regnestykke, en slags cost/benefit, og jeg bange for at jeg kommet til at falde i, i de her dage føler jeg, jeg skal snakke med alle, lige sige se mig, sige se hvor meget jeg ser dig, hvor du sød, ved du meget du betyder for mig, jeg håber kun har sagt det hvis jeg mener det, tror jeg, håber. 

Og jeg var også også ude at køre i valdes bil, og han er sådan en cd-mand, med sygt god cd-smag, det var på vej mod brugsen og hr. pizzamand, og der var allerede en i anlægget, og jeg tænker fuck det jo sindsygt det her, tænker hvorfor kender jeg det ikke, og de andre i bilen, er sådan lidt ja, det jo fucking lækkert, og så da de inde i butikken shazamer jeg det lige, og det var radiohead, og det var en lille, eller måske mellem skam hihi, så spørger man jo sig selv kender jeg ikke radiohead, buh mig, og buh mine medpassagerer, vi er jo nogle små noobs. Så kørte vi hjem og spiste pizza, og burger, og pomfritter med remo, og bastogne kiks og drak harboe cola og iste. 

Og den anden dag læste jeg hindebæger med Anna Rieder, og blev helt overvældet, og var sådan det her skal jeg ikke være alene om, nogle bliver nødt til at dele glæden med mig, og så en skrev en anden anna at hun ikke kunne sove, og jeg var sådan lad os tænde et bål, har en sygt god bog du bliver nødt til at læse, og så læste vi og snakket og var mege cute, og reider skrev "nogle gange er hjertet bare på et stykke papir", og jeg sagde den sætning er så wow, og du var så enig i at den var mega wow, og jeg blev ved med at fodre bålet, fordi det blev ved med at være cute, og vi skiftes til at læse op, og var så enige i alt hvad den anden synes var godt, og den måde hun blandet prosaen og digtene på var vild, helt vild og mit energiniveau hang 100% sammen med bålet, da der ikke var mere brænde blev jeg træt og måtte i seng, og glæderne, eller gløderne eller begge dele slukket vi sådan helt inden vi gik, fordi vi ikke orket at starte en wildfire, og jeg ved du ikke rigtigt er en krammer så jeg sagde sleep tight og vågnet en anden dag. 

nam

Spiste bare en magnum med hindbærsmag, ligesom hvilken som helst anden dag hvor man bare spiste en magnum med hindbærsmag, indtil, indtil, indtil jeg fandt ud af hindbærsmagen ikke bare var hindbærsmag, men HindbærPoprocksSmag, hvilken fryd, jeg blev et lille barn der var i biografen og se legofilmen, jeg blev et lille barn der aldrig ville sove igen, jeg blev en lille nytårsaften, og turen hjem, var i fars bil, den grønne BMW fra 05, sæderne i lyst læder, fælgene i guld, og os der hørte cd'er, derhjemme lignet mor mor, og jeg havde savnet hende, der var der nyheder i tv'et og brændeovnen var tændt, jeg varmet mit areal foran den, mens jeg nusset med vores kat, ventet på mor og far opdaget jeg skulle i seng, gik helt smadret i seng. SAVNER SYGT. SAVNER HELT SYGT. 

WOMP WOMP

Jeg tager en lur nu, har en halv time, og så efter åbner verden sig for mig, og jeg går ind gennem skydedøre, eller måske gennem de der, dem der er i ikea, dem man træder ind i, og går med små skridt, måske hedder det en karruseldør, det ville være passende, kan ikke overskue det bare sker sådan, sådan bum. Okay, kan ikke nå at sove, kunne være jeg skulle nå at høre nogle bangers.

Bangers: Straight Talker, ELIZA....Band Sit Together, Joanne Robertson....Big muzzy, fine....Do you wanna, Astrid Sonne. Det var bare lige dem jeg satte i kø, kan ikke nå at høre flere :(  


HAR Været lidt i en slump, i slumpEN, de sidste par dage, jeg har lyst til at skrive et billede frem, men har ikke noget, eller måske, måske har jeg været sammen med shrek i hans mudderpøl, og bare accepteret det, badet i det, badet i tomheden, badet i det uvisse, og fået mudder i ørerne, orker i hvert fald ikke høre på nogen, og der er også mudder i halsen, orker ikke snakke med nogle, er sygt miv miv, siger ikke noget, gnider bare mit hoved mod andre kroppe som en kat, forventer at de nusser mig, og det gør de alle sammen, de er så søde alle sammen, mig, jeg er miv miv, MIV, MIV, haha grineren, det er romertal, 996, 996. Hvad er der ellers at sige, udenfor regner det, og jeg ligger i min seng, jeg har lyst til at snakke med kræfter der ikke er menneskelig, min mund er alligevel allerede mudder, og min mund bor allerede et sted i mellemrummene, eller bor den i det uudsigelig? 

Det hele føles som, "the clod and the peeble", måske har jeg levet i blakedigt de sidste par dage, idk. 

૮₍´˶ᵔｪᵔ˶`₎ა      ૮₍´˶ᵔｪᵔ˶`₎ა     ૮₍´˶ᵔｪᵔ˶`₎ა      ૮₍´˶ᵔｪᵔ˶`₎ა