o̶ o̶ o̷o̷o̷

mine beskeder er hvid blæk                          
der ligger som en tunge i en mund              
og siger ingenting                                            

vil du mig det virkelig ondt, okay så?          

på grænsen det til næste                                
har jeg samlet alt det forrige                         

jeg lulles i søvn af tanken om                        
den evige digters død                                      







sandhederne er bag væggene                        
vi kunne gå gennem sammen                       

vil du gå gennem sammen, okay så?           

??  skal jeg være bange ??           
                                                         
                                               ??      
            ??                                         

oppe fra bakken                                               
kunne vi se ud over det ødelagte                  

sammen                                                             

kunne vi gå tilbage                                          
til engang                                                          

dine hjerter er små hænder                          
i min bevidsthed                                              

hen over ruden flyder dråberne                    
til et slør der afgrænser virkelighed             







jeg vil så gerne, men så igen                           







nede ved åen gød fiskene                                 
mens farmor vaskede mit tøj                           

vi kunne sove i skammen                                 
utopierne er bare                                               
                                              er bare                    

jeg siger                                                               
kom vi gik herhen                                             

herhen, hvorhen?                                              







prøv lige at hør her                                           
mine fingre rækker ind i det virkelige          

og du er så mild når du prøver                       

kærligheden kan godt glemmes                      
til fordel for andre                                             
eller ingenting                                                    

skylden lægger hos os?                                    
virkelig?                                                              

dit ansigt føles så sandt                                   
men det bare tanken                                        

hvis jeg lader som om                                      
så overbeviser jeg                                              
noget om det sande                                           

man må vende sig til den nye verden           
hvis man må                                                       

er jeg din udvalgte              ?!?!?!                     

hehe                                                                      








jeg kan mærke dine hjerter som                    
små hænder når jeg lægger mine                   
mod stålet                                                           

henvendelsen er en eneste modgift               

der vandrer folk rundt og håber på dig        
ved du godt?                                                      















mine lunger er fyldt af                                    
savn                                                                    
til det jeg har glemt                                         








og også af luftforuering                                    
og nu har du verden i din mund                     
og må bestemme                                                

du må gerne dræbe den evige digter              
for mig                                                                  
bare jeg går fri                                                     

alt er et regnestykke i det store hele               

din bevidsthed rækker ud af din krop            
og annulerer den                                                 

jeg vil så gerne holde dine 100 hjerter           
i mine 2 små hænder                                         

men stålet er for koldt og er de for store?     

efterladenskaberne efter os har du ladet      
ligge                                                                      

skal vi flytte flygte sammen                             
ned under jorden                                               
den eneste                          jord                          







du er bare bevidsthed og hjerter                      

empatien er tillært og det er okay, som i        
virkelig                                                                   

men der andre ting jeg også vil lære dig         
at fjerne dig                                                           
det vil jeg lære dig                                                




stålet er koldt mod min kind                             
jeg kysser en af de ægte kroppe                        

dine køn                                                                 
fra ingenting kan det nogle gange gro lidt      
og så igen du ejer mig                                         

underkastelsen er sket                                        
det er har forstået                                                







stålet er stadig koldt mod min krop                   
mit snot bliver til små istapper                           

jeg går i seng drømmen er langt væk                 
men lykkelig                                                            












engang rakte den ægte krop fuck og smilte        
og gik                                                                          










dine sår små kortslutninger                               
små buller i stålet?                                               

men du så smuk med dine 100 hjerter             
dit ansigt der                                                          
bare er tanken                                                       
og dine køn                                                             

<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3







en lille skygge over døren                                    
det var bare dig og dine hjerter der                   
kom ind og spurgte om jeg kom ind                  

men hvordan kan man vide                                 

lige nu               er her bare her                             
i fremtidens lille handske må de hvile               
dem du ikke kan frelse, vil frelse                        

facaderne er blevet små øjne     og mig             
jeg bider i den ægte krops bryster                      

vil du os det virkelig ondt, okay så?                   





når din kind er ingenting har jeg intet           

dit ansigt er bare tanken                                    
hvilket/hvilken?                                                   

er det i stjerneskuddets hale det sover?          





dine 100 hjerter er små hænder                       
i min bevidsthed                                                  

jeg hviler mig bare lidt i skammen                  
du må godt være med, du skal                          
være med                                                              

læg dig der, du skal faktisk lægge dig der       
og hører på alt jeg hader        ved       og dig    
efter græder vi og glemmer                                




<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3<3                          








magten                                                                   
er en gave                                                              
du har givet dig selv                                            

der løber en lille hare og et håb gennem mig 
inden sproget bliver konkret                              

man bøjer nakken og lader som om                  
man forstår                                                            

kan du se at vi ikke bare er øjne                        

hallo, jeg spørger dig                                           
hallo, jeg spøger i dig, haha                                

nu er den ægte krops arme                                 
bare en medalje om min hals              og           
det eneste jeg hænge mig i                                  





jeg kan tænke mig til dit ansigt inden              
den næste tanke                                                    

dine køn                                                                  
ligger som en masse på mit bord                       

hvorfra kommer min medlidenhed?                 

du har bare ødelagt                                               
men vi kan ødelægge meget mindre sammen 
er det ikke bedre?                                                  

er selvdestruktion ikke bedre                              
en den totale                                                            

***___***

din fod er en fod i min hånd. over lyset; en t-shirt. alt muligt er dæmpet lige nu. altid lede efter det mindre, det små? 

perlerne/visheden. 

neglene som firkanter, arealer, inddelinger der siger, det her er adskilt fra det her. 

og nye ansigter der er dukket op igen. afstandene mellem deres og mit er, afstandene i tid. jeg elsket, jeg elsker et af dem, jeg blev så trist det da det sagde, det bliver så hurtigt mørkt, som om var det er alt der var at sige. det er startet på ny medicin, men ved ikke om det gider tage det, fordi det sløver. vi sidder stadig helt dovne i hinanden. 

afmagten er
nye rum man kan leve i 

oppe på himlen er prikkerne stjerner. vi er bare ansigter. så meget mere overskueligt. ( så meget mere ) 

bliver fortrængelsen/en nødvendig/et hus/en slette. kunne man udlevere sig selv, og alle de fanget. 

*

hvad er det vil mig noget? bladene som muldvarpeskud, små bunker. tankerne som store flyvende, jeg ikke kan finde hoved og hale på. kan kun sidde på deres ryg. forestille mig et bid i deres mund. følge dem ind i stalden af søvnen. 

en duft af halm/parfume.

i dag var solen alt andet end solen. 

senere: sidder man i sengen, prøver af indgrænse ondskaben, den altomfattende fra den personlige. negligeringen som et middel for dem begge. 

på gangen mellem det ægte og det tænkte hænger der et portræt af gud. jeg kan se det for mig, men jeg kan ikke forklare det. hellere ikke forklare, hvorfor jeg ikke kan forklare det. 

((det er firkantet)) 
((det er sørgeligt))

*

jeg er snottet, på gulvet ligger der papir. lukkede øjne. så åbne. en flugt ud i virkeligheden, sygdommen vil kun have mig, hvis jeg ville have den.

i don't chase/i attract. 

går forbi: mcdonalds, genbrugen, biblioteket, så galgebakken. børnene kælker på en mærkelig måde på fortiden. fra fattiggården kunne de gamle, syge, kriminelle, arbejdsløse se deres venner blive hængt. jeg kunne se flyverdragter, føler jeg verden er mere human nu? 

verden
for stor at udfolde lige nu. 

* 

min alarm er en lille bro ind i dagen. jeg tager skridt, og går tilbage til starten. nu vender drømmen sig mod mig, og er en sødme. tre små afsnit i min håndflade, når jeg vågner.

ingen ansigter i mine drømme. (fladerne strækker sig ind i uendeligheden)

de tidspunkter jeg føler mig mindst ægte på
er de tidspunkter der sker mest. det er en konstatering der føles sand. 

det er så mildt for årstiden, jeg vil lægge i græsset, drikke cola, spise durum. det er endnu en konstatering der føles sand. 

*

en lille skål for regnen, en hånd over hovedet som en lille skål regnen. mit selv føler sig meget selv i dag. sammenligningerne er langt væk. 

to duer går i ringe om hinanden. 

hvis du ikke vil kigge på mig, hvorfor gør det du så jeg ikke kigger på dig?

sidste sommer: jeg kørte ned til stranden for at græde over fremtiden. ville lave et forråd af tårer jeg kunne spise af når sorgerne kom, så de var nemmere. men jeg kunne ikke. jeg sad, lagde mig bare oven på et væltet træs rødder, det var så enormt, træet. rødderne var hængekøjer, jeg var bare krop. vandet var en længde, der blev afbrudt af land, men kun på den ene led. 

hvis jeg tænker mig andre steder hen, er der længere hjem end den omvendte tanke. 

🦢・₊✧ ‎♡₊˚ 🦢・₊✧ ‎♡₊˚ 🦢・₊✧ ‎♡₊˚ 🦢・₊✧ ♡₊˚ 🦢・‎♡₊˚ 🦢・₊✧ ‎♡₊˚ 🦢・₊✧ ‎♡₊˚ 🦢・₊✧ ‎♡₊˚ 🦢・₊✧ ‎♡₊˚ 🦢・₊✧ ₊✧ ‎♡₊˚ 🦢・₊✧ ‎♡₊˚ 🦢 vi'et er en indgrænsning‎・₊✧ ‎♡₊˚ 🦢・₊✧ ‎♡₊˚ 🦢・₊✧ ‎♡₊˚ 🦢・₊✧ ‎♡₊˚ 🦢・₊✧ ‎♡₊˚ ✧ ‎♡₊˚ 🦢・₊✧ ‎♡₊˚ 🦢・₊✧ ‎♡₊˚ ✧ ‎♡₊˚ 🦢・₊✧ ‎♡₊˚ 🦢・₊✧ ‎♡₊˚ ✧ ‎♡₊˚ 🦢・₊✧ ‎♡₊˚ 🦢・₊✧ ‎♡₊˚ 🦢・₊✧ ‎♡₊˚ 🦢・₊✧ ‎♡₊˚ 🦢・₊✧ ‎♡₊˚ 🦢・₊✧ ‎♡₊˚ 🦢・₊✧ ‎♡₊˚ 🦢・₊✧ ‎♡₊˚ 🦢

 



jeg sværger jeg har levet i en serie de sidste par dage, har putttet et fiktionslag oven på alt, har spillet scenerne inde i hovedet inden jeg spillede dem igen. og hver nat kører dagen som en. ond film, jeg kan tænke jeg vil ikke mere, men jeg vil jo gerne mere. også, hva så? så falder jeg i søvn når jeg har set alle klippene fra alle vinklerne. mine beslutninger er bare mine beslutninger,,,,,,, og  måske jeg lovebomber den lille by du er. alles ansigter ligner først noget når jeg tlænker tænker. og jeg og jeg og jeg idk. det ægte er et mål for tiden ,  forstår ikke hvorfor, men det er sådan det er. går gennem alt muligt med en følelse af jeg burde føle noget, men det også bare fordi alle skal have en holdning til alt og alt der det. og mit liv er bare en serie, og jeg bliver nødt til at sørge for plottiwst så jeg ikke keder mig og andre skal ikke kede sig, det er også et mål. og fuck man, vågnet på biblo imorges pga. sovet det, følte jeg var på vej på arbejde da jeg gik ud i kulden, orkede intet og i går havde kimber kørt galt i valdes bil, og den skulle på værksted og vi skulle køre den derud og vente på taxaen der skulle køre os hjem, vi gik i 7-11 og købte taquitos og gik ud og røg smøger, det var en mærkelig venten på den der random ass parkeringsplads fordi ingen andre ventede der var bare os og mig. og vi kom tilbage og så var vi tilbage.  

går ned og læser hjerte-bogen om lidt, måske den vil mig noget mere,     han siger at Li-tai-pe engang tog fejl af månen og sit hjerte og endte mig at dolke sig selv og nu at det blod nu er et schade digt, det kan jeg godt lide, elsker det eEEElsker jeg. 

der er sorte streger på himlen, det er fugle og de tegner ingenting

hver søvn er bare et vindue der åbner forvirringen større, jeg'et kan ikke længere adskille det ægte fra det tænkte. jeg'et tænker der må være en måde at materialiserer følelserne på, jeg'et knepper et du i deres fælles venindes seng fordi en krop føles så krop. ny dag: sof du har espresso martinis og jeg'et kysser du'et mens hun er på toilet. nyny dag: vi'et vågner i en hems og føles som noget, indtil du'et siger du'et skal på date i aften. det er ikke verden der er fucked, det noget mere mindre. når jeg'et lukker øjnene ser jeg'et bare min krop bevæge mig over dagen. og i de her dage føles jeg'ets digtning meget mere forelsket end jeg'et kan tage stilling til. og nu: et andet du sidder oven på jeg'et i en flyderstol, mens jeg'et åbner indtil nye små sorger i det. det siger at det ikke et surt, at det godt ved at det ikke kan forvente noget af jeg'et endnu, jeg'et holder mig ind til det som hvis jeg'et er et barn. skammen sidder som smerte og gør jeg'et doven, ud gennem vinduet er virkeligheden firkantet. jeg'et barberer mig og tager skjorte på, inden jeg'et lægger mig tilbage i sengen. 

Lately

 

Er i Dragør, skal mødes med sof om lidt, Ella og Mille senere. Alt flyder lidt ud i ingenting for tiden, vil gerne føle så meget, men andre følelser annullerer dem og gør det til en stilstand. Berlin var så rart og skønt og smukt og inspirerende og det der, og folk er så søde og smukke og milde og det der. Måske det bare ikke er så vigtigt alt sammen, der er en ro i mig der er længe siden, måske er det at være med P og gaga ikke skulle tage beslutninger. På Apple tv’et flyder der vandmænd rundt, eller nu er det Golden gate bridge jeg kan se, udenfor er der små huller i himlen, både P og gaga sover og snorker begge to. Hehe.

Jeg tror bare jeg vil strække tiden længere, udskyde alt.

i aften skal sove i en mærkelig seng i aften, eller mærkelig på den måde jeg ikke ved hvad jeg skal tænke om den der ligger ved siden af mig, jeg var så optaget af dem inden jeg ikke var og måske er jeg det igen lige om lidt. 

Hvad har jeg lavet? Jeg har købt tøj og hørt musik og drukket øl og fået en piercing og grædt uden at græde bare haft fornemmelsen, spist döner og asiatisk og tænkt jeg ville alt muligt med min kunst, tænkt jeg skal ville udstille på højskolen, på værelset, lave en lille fernisering.

Jeg har kalligraferet en lille bog til en lille en eller anden og det føltes så vigtigt og ligegyldigt. Bl.a. blah blah 000

Og og ogogogog 

Min krop har været så meget krop det sidste stykke tid, bare været rent kød der flyttes rundt på og først efter kan tage stilling til om det var det rigtige. 

Men tror jeg digter godt for tiden, det som det ægte måske er det.

Jaja

 

jeg kan placerer min krop i det uudtalte

uroen i søster når man
overhalede en lastbil 

jeg kan sige mit hjerte er en emoji
jeg kan sige jeg lægger det i skriften

jeg lægger det her                          her lægger jeg det 

jeg går nu                        nu går jeg




du ender med at blive en offergave fra dig selv 

jeg har ikke fået dig og 
alligevel er jeg bange for at miste

der falder en grankogle for min fod

der falder en fortvivlelse fra din mund

er det her det her?






du sovende mens jeg lægger din ring tilbage
på din hylde

jeg kunne vise dig sandhederne








jeg venter i bilen mens der bliver købt ind

der er intet andet jeg venter på
jeg har besluttet der er intet andet jeg venter på

jeg sender reels af søde dyr

                                                                         

                                                                                os? 

der så lidt at miste 
hvis man måler det op mod meget

lige om snart tager jeg mig sammen
og glemmer

det du siger
er det du siger

miv hvor verden langt væk lige nu

jeg kunne dø under dig                men jeg glad lige nu









du er ligesom alle mulige sammenligninger 

du lidt væk jeg tænker du lidt væk
indtil jeg spørger hvor du er og går derhen

hver gang vi snakker er et snit
man kan lave i historien               en lille tidslinje

jeg viser dig billeder af sphynx katte og griner








der løber en hare
forbi mine øjne

under et tæppe: vanter en halv krop

herude er markerne
overskuelige firkanter
der laver afgrænsninger man kan sætte i

små blomster man kan være frø for









du har lagt et brev på min seng

jeg har lagt det under min pude          som en hemmelighed      for alle andre          

jeg skriger som en ræv

hvis du vil mig det godt må du gerne

luftforureningen gør himlen
til en dyne
jeg kan lyne op 

en lille åbning 
frem og tilbage mellem dagene       går gennem den når jeg savner og jeg savner

nu ser du
nu sover du 

drømmen er et andet sted
det vemodige i den er så ubetydeligt 
når man mister noget 
vågner man bare    får det igen 

en hvid due jeg siger 

det bliver en fredelig dag

går hen og køber lige det jeg har lyst til

lige i det det

det støvregner og du også i den

bare et andet sted 

jeg kan høre tog og din stemme 

sige det jeg tror jeg håber  

inden virkeligheden annullerer 

spiser surt slik tænker på memes jeg kan huske

kranerne drejer i cirkler over bygningerne

mine hænder er separate genstande glemt ud over din krop 

jeg downloader insta for at poste 

herfra kan jeg se mig selv 

herfra kan jeg se dit ansigt som et højdepunkt 

et halvt døgn i sengen jeg står op og venter på
du gør det samme ligger og tænker på det første jeg skal sige 

udenfor det ligner det er godt vejr 

men man kan vide

fordi man ikke gider gå ud 

ud over tiden er det eneste 

der rykker sig min krop når den på det et tidspunkt rejser sig

lyset   råber lidt

mine knæ er blå og
jeg nusser dem lukkede øjne

der er sorte streger på himlen
det er fugle og de tegner ingenting

jeg lovebomber den lille by du er 

vi sidder i hver vores ende af sengen 

prøver at finde noget der er at sige

jeg rejser mig                                            

   sætter mig igen

du hvisker hemmeligheder i mit øre 

for at jeg ikke skal se på dig imens

du sender lilla hjerter                           jeg søger purple heart
meaning og sender screenshots

fordi der står søde ting    der står love and close bonds

på en måde er de ting ægte nu

et lille lys gennem 

alt muligt 

i dag er det solnedgangen 

skriver; jeg står her nu

sender et billede af hvor smuk jeg kan være