torsdag den 22. maj 2025

Der har ligget en dyne over dagen

Ved ikke hvor jeg skal starte, har lige fået lagt tarotkort, om jeg skulle blive et halvt år mere på højskolen, eller vent, vil hellere starte et andet sted, læste Pentti Saarikoski, blev så rørt og ramt, ønsket om poesien som en kraft der kan bygge mure, synes det var så kosmisk og reelt på samme tid, måden slutningen punkterer sig selv på, og alligevel åbner det hele, åbner hele verden på en måde, eller ved faktisk ikke hvad hele verden er, men i bliver i hvert fald nødt til at høre det, her er det, og jeg er den lille kanin, der giver jer det, som en lille blomst, men i plastik, så den ikke dør:    


    /)/)
  ( ˶•༝•)
୭( づ✿ 

IV

     
        I dag går jeg en anden vej
kommer ind på engen fra vest
jeg vil se bjerget i et andet, i havet lys
luften er blødt papir

hvor træernes konturer bliver uskarpe
jeg vandrer på engen
Ville gerne være digteren hvis sang
sætter stenene i bevægelse
så de lægger sig
på række som en bymur
og får træerne til at vandre hen til tømrerne
der bygger boliger til menneskene

Sorg uden indhold
er tung at bære
men stadig, stadig vil jeg se
det hele i et andet, i havets lys


Det var det, eller det var alt, det var ALT, og det satte en følelse af hvor er forløsningen, det satte en følelse af det uundgåelige, af tab i kroppen, der gik ned af trappen og ud på gårdspladsen, hvor kammerkoret sang den sidste dans, og jeg græd lidt, og de sagde eller sangen sagde eller de sagde, på gensyn, og det var så mildt og fint og afsluttet, følelsen gik ind i spisesalen og snakket med munde, der sagde søde ting, og tunge ting, der ligger en lille dyne af et eller andet over skolen, håber det bare er himlen, men ved ikke, tilbage til tarotkort, har det så ambivalent med dem, for det meste synes jeg bare de er smukke, i sådan en fysisk forstand, spurgte dem eller Dina eller dem, om jeg skulle forsætte, og der var knive over det hele, de var smukke og blide, fortalte mig om alt det jeg frygter, vildfarelse, slutninger, afstand, jeg frygter afstand så meget. Tror ikke jeg kan lide ideen om københavn, bare ideen om mig og mine venner i københavn, der sidder på et stykke græs, og digter og lader livet være et andet sted, den ide er min yndlings, jaer okay, måske gad jeg godt københavn lidt alligevel, jeg ved det ikke okay. Ud over knive var der blomster og kranier og små kemiske flasker, de var meget mere mig, og Dina sagde også de var min fremtid og de andre var min fortid, og det løftet dynen lidt, nu vil jeg læse Pentti Saarikoski, indtil jeg orker at snakke med munde igen, eller vil lige skrive lidt mere. Havde fødselsdag imorges eller har det egentligt stadig, og der kom en masse instrumenter ind i hænderne på en masse mennesker, men det betød ikke så meget, alle får den rodeo, men jeg havde sagt for et par siden, til Leah og Sofie, at jeg altid får brød med birkes med smør og bacon til morgenmad, og de havde været ude og købe ind og tidligt oppe (og update: sofie kunne have sovet længe), og det var så sødt, elsker dem, elsker dem virkelig, det løfter dynen lidt når jeg tænker på det, tror også det er derfor jeg synes afstanden ville være hård, men den er måske også bare et vilkår, eller måske bare en konstruktion, tror jeg vil tænke på den som en konstruktion, så løfter dynen sig måske lidt. 

#håber#tagersavnenepåforskud#isåsødeallesammen 

føler de her digte er blog blogdigte, og det her en min blog blog, og ikke bare min blog, og måske er blog blogdigte en slags genrebetegnelse, nu er det der i hvertfald, elsker når bjørn rasmussen laver sine egne


har ingen indvendinger mod i dag
har hygget mig og hørt god musik i mine ører


min krop har været min krop

og gjort sit arbejde 

vejret har været som det burde

har gået fra a til b og b til a og a til a og til b til b
bare hen hvor jeg lige orkede 
og sov en lur, snoozede den tre gange
drømte om ingenting ud over en halvgrå farve

skal lige pisse, så skriver jeg videre
nu er jeg tilbage

tømt som et solgt hus

sidder i det og tænker på søde minder

tænker dagen gennem som en episode, wow en episode, altså wooow en episode

ligger mig i min seng som en af mine puder

ser youtube fra 00'erne og føler en nostalgi
jeg ikke
 kan huske


rejser mig op i hak som transformers tror jeg, har aldrig set den film

og åbner vinduer pga. luft, udenfor larm pga. biler


og fuglene er sygt meget lydbølger lige i mit ansigt

jeg ligner bare mig selv


sidder på en altan nu og træerne blafrer sådan vildt meget 
håber virkelig arkitekten har gjordt sit job

nede på gaden kan man se
 mennesker gå forbi hinanden i relationer

overvejer lige mine, bliver glad og trist og mikser det sammen til en molotov

jeg kaster den mod en tilfældig en, jeg ved jeg villle hade hvis jeg kendte ham

hvad ellers?
himlen er helt blå og kun blå
ensfarvet som et godt æble
hvor det fint

lånt også en ring af en veninde i dag, lovet at passe på den
og nu den leveret tilbage i god behold og vi har delt et eller andet

ellers dagen har budt på lidt af ingenting




og så er det ny dag igen, i dag jeg vil anskue ting fra en vinkel 

starte dagen ud med at sove og så vågne, spise og så lave morgenmad


jeg tænker på min brændeovn og mit badekar

hvordan varmen omsluttet min krop, og tankerne gør mig døsig

inde i mit hoved er der borgerkrig mellem hjernehalvdelene
venstresiden har annekteret mest areal indtil videre

hepper, siger kom så

engang var min hud lavendel, jeg plejede at prikke dens bumser
og det plejede at splatte som gyserfilm
kom altid til at tænke på seriemordere og psykopater 

mine følelser
 
leget meget gemmeleg dengang 

der var du sorg
der var du glæde
der var du tomhed

nu min hud et tæppe 
eller min hud er min hud
og jeg ligger på den som et tæppe

ser basketball, og bolden bevæger sig som 
en zebra der undviger en løve

udenfor for min dør er de ting der ikke er indenfor min dør



eksempelvis mælkebøtterne
plukket en og 
tog et billede af den og dig
og det lignet i var lige høje

synes det var moderat grineren 

så satte vi os i skyggen, med alt det andet der var i skyggen
det 
regnet fra de japanske kirsebærtræer

de dækket græsset med sit afkom
jeg dækket det med min krop

jeg var træt den dag og
mine øjenlåg lukket som skydedøre

solen var mild og min mor

mellem trækronerne klatrer vi
eller sover en søvn

nu sidder jeg på jorden som græs


dagene er en suppe og mine øjne er

en pool der svømmer legende børn 

og oppustelige badedyr rundt i den


når jeg kravler ud, er der en verden
jeg er bare tusind måder at opleve den på


f.eks kørte vi løbehjul 
en cykelklokke ringet, sagde flyt jer
og 
jeg sagde, så slap dog af


efter fordampet vreden langsomt, som et spildt glas vand

eller langsomt bruste vreden af, som en sodavand med skruelåg

det var bare en måde


og så nogle gange er det en ny dag

jeg sætter mig på en bænk
ser 
skyerne og gætter

ser solsortene 
hakke efter regnorme

det blæser ikke rigtig, men hofter snot


løber alligevel ud og bader
det føles i hvert fald under alle omstændigheder 
100% sådan på min krop 


og mosset på stenene er fluffy
en slags undervandsmadras
ligger mig på den og hviler lidt og lidt mere

bølgerne er små skub der vugger mig i deres barnevogne

det var bare en anden måde



i går snakket vi lidt om vores forhold
og andre ting og det var vel fint nok

mig og min mund sov bare resten af dagen

gjorde den kort 

tog et bad, og tog på maccen som 
man tager på en røv

nu hører jeg smerz, a thousand lies 
tænker vi sygt meget i samme båd
tænker oslobåden er det bedste bud



to bier flyver og parrer sig 
tænker det som et billede på accelerationssamfundet
eller måske på naturalismen, men kun hvis jeg nu vælger at skrive om det
det gør jeg ikke muhaha

men tager et tæppe ud, og ligger mig over tæppet over græsset
har mediteret i hvad der ligner et kvarter, det kan jeg se klokken

kan også se træerne har tabt sig, siger woow i ser godt ud, har i tabt jer?

så går jeg ind og laver te som man laver lort
så drikker jeg den som man drikker te

så ligger mig på mit rene lagen
tænker er jeg kommet på hotel eller hvad?
what, så fik man bare lige skiftet det

så sover jeg og drømmer utopier



er i uendelighed, i en ørken, i en bil der minder om en bil
ved ikke om jeg er alene, mit blik er rettet frem som en pistol
ind i mellem mod sidespejlet, styrer ikke bilen, den kører bare

i mine hænder, to glas, et med frø, og et med tårer


jeg kaster dem ud, og store fantasier gror, planter der er høje

som rundetårn, overskuelige på samme måde

kan se dem i spejlene, bilen kører videre ud i uendelighed, i en ørken

det mit ansvar at det 
gror alt sammen


bag mig, frodigt, foran mig, sandet
og dødt som sand


himlen må være grålig, kan fornemme solen ikke bryder gennem noget
mine glas er aflange, ligner bunden af et lyssværd, bare gennemsigtig
jeg kører i en linje, med en konstant fart


bag mig, frodigt, foran mig, sandet

vågner i min seng, føler stadig det mit ansvar at det 
gror alt sammen




går ud i samfundet med en indstilling

hader regnbuen, den er så grim og dårlig arkitektur 
det har jeg lige tænkt mig at være lidt irriteret over 
så har jeg tænkt mig at tænke på
sidst vi var på aros og ville vennerne sygt gerne derop

og jeg sagde det nu vi skal gå kontra på institutionen

så ser jeg hunde og deres ejere 
tænker de ligner jo slet ikke hinanden



i dag er dagen er åben fra 09:00-02:00
orker ikke være ude længere

medmindre jeg pludselig orker alligevel


lige nu er klokken tal, og 
luften er kold som et hjerte
måske endda død, den er i hvert fald på hospice

og mig, jeg er alene som vejret 
venter på mennesker og
solnedgangen er, er ikke endnu 


det konstateret jeg uden holdning
så det bare som man ser tour de france

nu bevæger jeg mig gennem rum
som en rådden pære der blivet most mellem
 bare tæer

kalder det rum jeg er i nu for udenfor, her afblomstre kirsebærtræet

som et tæppe over mine fødder



nu jeg i et andet rum
her rækker du dine hænder frem som et glas 

og jeg drikker, og jeg bliver søvnig og sover

drømmer sikkert om en ny verden og små søde babybjørne

 

tænkte en del på de ting i dag

 

tænkte morgenen helt sikkert også var træt

tænkte den ikke tænkte så meget

vi tog zip-up, skjorte og slips, shorts og sko på

 

folk sagde vi så godt ud, og det var sødt

hvad er ellers sødt? slik og ny kærlighed

så går jeg ud i andre rum, f.eks samfundet eller netto eller fodgængerfeltet
over fodgængerfeltet 
er himlen grå som en macbook 




vågner med ondt i hovedet
drikker faxe kondi og spiser rester

min krop er den jord, jeg ånder gennem
det er en fremskrevet virkelighed 
udenfor vinduerne er måske den virkeligeste virkelighed

udenfor vinduerne er det stille, og indenfor også
jeg sætter musik ind i ørerne; tænker på om det rigtigt

man bliver mere våd hvis man løber gennem regnen end hvis man går


så slipper jeg tanken som en håndfuld purløg i scrambled eggs
de små stykker fordeler sig ud over det hele
og ud i den virkelighed jeg står i, står i og tager stilling til personer



du siger wow det dufter sygt meget af regn

jeg siger har aldrig rigtigt forstået det, har aldrig har kunne dufte det

eller what vent, det dufter jo sindsygt lige nu

det jo faktisk en slags lille åbenbaring det her


så går jeg med glæden ud i indenfor
laver varm kakao og krammer mig selv


så går jeg med den ud i udenfor, dér er natten bøjet

og tomheden bosat sig under mine sko

jeg ser lyset bevæge sig
 som biler 

elsker det sted, 
endte her bare by accident

min ene fod gik foran den anden og så igen ligesom domino
indtil jeg væltet ned i min seng



luften er tung, kan ikke gå i seng endnu, åbner vinduer 
og hører brown noise 

tænker dagen igennem som et forløb
på dér og dér og dér var jeg lykkelig og det var det

så ligger jeg min krop ned 
verden har været lidt pixeleret i dag
og for mine øjne er stadig lidt forvirret

mine hænder er under hovedpuden
hader bløde hovedpuder, det går op for mig hver aften

og så falder jeg i søvn 



der er et gult lys mellem os, det er en blomst

det er en sol der smelter, det er os der bader i dens dråber

det os der går mellem grænser 


min mund siger ord og jeg erklærer mig enig

søger ud i morgenen med en vished
dagene flyder sammen til en spand vand

jeg kan bade fødderne i, jeg råber selfcare!!!

afstanden mellem os, en grænse
afstanden mellem os, knappenåle

jeg tager hjem som en brevdue



du har lavet et par trusser hvor mit navn står med bling bling bogstaver

så jeg kan tage dig bagfra og vide du kun er min


stønnen forlader min krop som et restprodukt


jeg holder en hemmelig i den lille boks du kalder mit hjerte


renser mig for ren for de fremtidige sorger

du smagte af honning, eller du smagte mere menneskeligt
jeg rækker ud efter billedet


drømmene løber ned af mine kinder som salv

rammer hovedpuden, ligner små dryp



spiser piratos og tænker på det pengeløse samfund 
så går min hjerne et andet sted her, siger den lige ligger sig og hviler lidt
bare i 20 minutter, så den ikke træt når den vågner

drømmer om menneske den kender, i fucked up situationer

har altid følt drømme var en ligeså virkelig virkelighed
fordi; min underbevidsthed plejer at være min virkelig ven og ikke ond

udenfor lyder fuglene som kridt mod en tavle
kan mærke deres næb i min rygsøjle
sætter fingrene i mine øre som et barn 
og føler varmen fra et moderligt kram



i dag er træerne mine småbrødre

jeg bader i vandet i regnen, 
flyder rundt som en vandmænd

inden jeg tørrer oplevelsen af mig, og går videre til den næste

jeg lever i de rum, der er mine
foran tv’et, spiser jeg sunlolly


udenfor, 
stadig en regn

inde i mit hoved, en omrokering samfundene


i det fysiske, tegner jeg på din ryg, og du gætter

det er et hus, det er en sol, det er en bil
det er følelsen af at have det fucked up



vågnet sygt tidligt og folk sov

min krop gik forbi de døre, deres senge var bag


i det åbne hvilet himlen

det var underligt fugtigt

jeg tænkte, det som om man er kommet til

spanien eller sådan noget shit


så gik jeg videre ud i andet


nu filer græshopperne ben mod hinanden
lyden er en lorte konstant, 
jeg prøver at undslippe

går ind i køkkenet, og blander en peanutbutterdressing til mine ris

savnene leger voldsomt i dag 



vi ligger i tynd sol, to jakker, og et halstørklæde under os

fløjten fra græsstrå
et langt forår

dråberne hænger fra alt inden de falder

oppe på himlen, fugle i leg, nede på græsset, dem der finder føde til deres unger
de gemmer det i deres krop, som min mor gemte mælk i hendes bryster


min krop var det areal hun flyttede rundt på

vinduer, en afgrænsning mellem det virkelige

i det løber jeg hen over broer, tænker; engang kunne man ikke løbe her


derhjemme, sætter jeg rødvin og jazz på 
udskyder tomheden


i min seng, venter en krop 


i dag var to solnedgange, ilden varmet det yderste lag, så det næste

de små glæder samler jeg i en lille pose, hvor der plejede at være glaskugler 


her er fredfyldt og stile

mine ører er kanaler for tusinde 


i huset ligger sorgerne

jeg er måske huset


jeg ligger mit hoved mod dit bryst

og udvider rummet 


udenfor gemmer i morgen sig




har været flyvende hele den her dag

hørt musik lige ind i hovedet og det lød lige som det skulle

nu drikker jeg en kop te, varme hænder mod mine kinder

jeg læner mig ned i følelsen


ideen om vi skal have en fucked up god sommer inden vi skilles, er mild

jeg har glemt at tænde emhætten og røgalarmen er gået igang

og jeg er bare sådan what ever, det er helt umulig at slå mig ud i dag

har gang i sygt lækre nudler 

med kylling og blødkogte æg og alt muligt 


senere tager toget hjem hjem 


ved ikke hvorfor, men i det tænker jeg på de gange, jeg pisset i sengen 

hvordan jeg altid ind til far, hvordan skammen altid var et hoved der kigget på sine fødder 




jeg svømmer mellem to kyster

på den ene side bor mor

på den anden far 


da jeg kommer ud af vandet er luften luft

solsorte der hakker efter regnorme

træernes kroner skygger


vådt hår, en følelse af noget dødt 


går over på kirkegården, elsker de ukendtes, de føles så søde alle sammen 

små fugleunger der ligge tæt i reden, bare helt uskyldige


på min gravsten skal der stå yolo


tre flyvere på himmel, begge dele orange

det har været uhyggeligt varmt hele dagen

svalerne flyver lavt og jeg tænker på min far 


eller måske var det bare dig, der talte til mig på samme overlegne måde

og mig der jeg hadet det


og du, eller et andet du, et af de søde

viser mig dræbersneglene kan bliver sygt thick, når man skræmmer dem, det ligner enden af min tommelfinger

og den er slimet på samme måde, som når jeg stikker den i en tilfældig mund

for at manifestere min mandom



følsomheden har jeg pakket ind i en flyttekasse med gavebånd om
jeg sætter den af ved dig, inden jeg tager afsted igen


udenfor regner det, de små dryp gør mit hår mega lækkert

tænker, hvordan kan man ikke have lyst til mig

så tænker jeg, det er sjældent jeg selv orker


vasketøjet hænger som små blade, der venter på at blive plukket


mine fødder er sorte under sig selv, fordi jeg spillede fodbold og drak bajer

eller måske mest på grund af fodbolden


og myggene, er små frø på himlen, der planter deres gift i mig

jeg viser dig den blå lille allergipille, jeg har tænkt mig at tage

siger, så ved du godt hvad der skal til at ske haha



en gang imellem er mine øjne den lille å, 
der løber ned mod havet jeg kalder 

min mund

hvis jeg spiser katjes svømmer der fisk i det


tre solsorte, et stykke græs


vi falder ind og ud af stemninger, inden vi falder i søvn

her er mildt og natten stopper når den ikke gider mere

mellem stederne er andre steder, der er de andre mennesker på vej derhen

jeg håber det bedste for dem, medmindre jeg allerede ved ikke kan lide dem



der løber børn og katte gennem haven

tanken om at de er lige dumme får mig til at smile


sætter mig med den i en havestol og observerer verden ikke ændrer sig lige nu

en lille vrede afbrydes af en anden lille vrede, over at jeg skal ting

oppe på himlen, er omridset af det æbletræ

jeg sidder under


hvorfor er det hårdere når jeg ikke hader hende?

nogle spilder stearin ud over os, og det ligner sæd på vores bukser

befrugtningen var en fiasko, jeg tror aldrig jeg skal have børn


mig og ven, snakker om det smukke i tanken 

om at blende sin baby og drikke det som en smoothie


senere nærmer aftenen sig langsomt, som en kat der vil kæles, jeg aer dens hage



vågner til et tidspunkt, der er hvad klokken er

jeg spiser en halv durum og ser produktiv youtube

det er et regnestykke der går i 0


senere, plejer jeg mine relationer, som grønsagerne i en køkkenhave


luften: tung og klam, sværme af myg 

nogle gange: kollisoner

hver eneste opfatter jeg som biluheld i vilkårlig rækkefølge

i metroen er jeg på vej hjem, 
det er så rart med metroen

den kører ikke ind i andre, at den bare dræber en der alligevel gerne ville dø




der er en længde mellem to steder jeg ikke magter at gå

så jeg lader vær og tager cyklen, på vejen overvejer jeg

om jeg magter at cykle der hen hvor jeg ender med at cykle hen

og over mig laver himlen himmelting 

måske jeg bare er glad, jeg ved det ikke


der var så sygt mange terrorvenlige bygninger på udstrækningen

men skal nok lade vær, lover, mener det virkelig, lover
jeg er altså virkelig ikke den type, men hvis jeg var

ville jeg helt sikkert skrive et manifest, og det ville være smukt

derhenne er der pasta pesto med bacon, family guy og øl
kan godt lide at anskue tilfældige sammensætninger
 som boybands



kigger mine noter igennem for lækre sætninger
jeg blander dem som bland-selv-slik, indtil der er et digt

nogle gange er det tungt og dyrt, andre gange, let og overkommeligt

i sommeren spiser jeg vandmelon og chokolade 
årets længste dag, har lige været årets længste dag
nu bliver det bare mørkere indtil det bliver lysere

den her sommer har jeg kun set en sommerfugl 

det er udelukkende sørgeligt når jeg tænker på det


vi bader os i strømmen, der er bolde vi aldrig finder igen
det er ikke i overført betydning, de er bare flydt væk




jeg vågner til lyset og trækker gardinet til

har glemt at lukke vinduet, og 
hundene gør, og fuglene fugler

min krop er mere stille end den plejer

jeg har sovet i intervaller af alarmer, nu det formiddag

en defineret, tilbagevende afstand mellem to steder
 

måske er det mellem min køkkenet og min seng

jeg siger det ikke, men måske


solen skinner som bare fuck fra en lyseblå himmel

og skyerne gider ikke være til


i mine ører hører musik jeg kan lide

de håber ingen andre kan lide det, for så kan de lide det meget bedre



i dag har ensomhedens små væsener suget alt ud af mig
jeg har slået notifikationer til igen


spiller fifa og spiser frysepizza, ryger i pauserne

overvejer at gå en tur, men hvorhen?

nede ved vandet, svømmer der svaner og savn 

jeg køber en is, og mindes minder, inden jeg igen går hjem

i indkørslen, står mor med ukrudtsbrænder

går indenfor og lukker vinduerne
overvejer hvilke andre ting der er nødvendige at lukke ned for



jeg gør al tid op i produktiv, hyggelig eller ligegyldig 
oftest som procentindelinger

min trøje er grøn, og der søjlerne gennem skyerne

vi spiller spike i sandet, en lang sommer forude
ønsket om at overhæle den indenom


vi sammenligner os med tilfældige dyr

noget i mig siger fugle, fisk, insekter

det er altid dem uden intellegens jeg ønsker at være




i nat, game 7 i nba-finalerne
jeg drikker mælk af kartonen og pakker lidt af det efterladte ned


udenfor er gadelygterne lige blevet tændt 

og måske er det grund nok til at føle sig heldig

tidligere mellem markerne, følelsen af at være lille

lysten til at se alt som en negativ

lige nu måtte du gerne være min krop 

faktuelt er 
alle stjernerne sole, og jeg hader det



i et tempo løber skyerne over himlen 

jeg sidder og kigger på mine fødder


hele dagen har jeg frosset
, dynen er bare et midlertidigt tæppe


i hjørnet af værelset, flyver myggene mod lyset

i det andet, ligger jeg med dem der hellere vil se insta
inden vi går vi i seng, 
maser jeg dem til små pupiller mod skærmen 


døden er bare en velfortjent lur


og søvnen, skræmmende, ikke fraværende, bare skræmmende

ikke som den plejer, ikke det hegn der adskiller dagene fra hinanden

ikke det hegn der siger, på den der side bor i går, og på den her side bor i dag



i bilen hænger wunderbaumen stadig og dufter af jordbær

back in the days, pakkede jeg den ud som anvist, langsomt, i etaper 

som min personlighed når jeg møder nye mennesker

min aesthetic sender sygt mixed signals

ved havnen svømmer en delfin

der er meget jeg har nemt ved bare at acceptere


der er jordbærsnask på din trøje, og jeg ligger på dit lår

over os vejrudsigten



jeg føler mig sygt meget hjemme i min egen krop i dag

som om indpakningen bare passer lige til hvad der er indeni 

senere, spille bingo og drikke øl

nu, tænke på bingo og øl

nogle gange tænker jeg også på, 
hvordan der er en hel by under byen

under rådhuset og butikkerne, at man kan bare stå op dernede, i mørket

når tanken bliver for noieren eller ligegyldig slipper jeg den 

som et insekt man holder ved vingen

en regnorm der bliver tortureret af en krage 


jeg spiser koldskål og knækker kammerjunkerne 

og living on the edge 

der er et par måder at gøre ting på

og jeg bliver irriteret når folk ikke vælger min




svalerne der fløj lavt 

mig der håber på regn


den lille pige der jagtede anden 

0s begge der ønsket at nusse dens hoved

 

min krop er i et tog, et sted mellem to steder


et andet sted er den lille fremtid, og jeg er så neutral ift. den


jeg spiser pizza på en bænk, tænker vi lever i en sygt globaliseret verden

tænker det så rigtigt tænkt



ved der lægger der fire puder og en masse dovenskab i min seng

nogle gange min krop, eller ofte min krop


på terrassen er der kravlet skovjordbær ind 

der er ingen af os hører hjemme her

jeg venter på nogle tager noget ansvar
også i det store hele

i mens flyver bierne tæt på mit hoved 

jeg dypper fingrerne i de små vandpytter i cementen

sprøjter vandet mod dem, så de tror det regner


på en måde ændrer deres jeg virkelighedsopfattelse

på en måde bliver ubehageligt bevidst om at nogle gør det samme mod mig


med en følelse, går jeg ud af min dør

i træet sidder fuglene og fodrer sine unger

hvis jeg vælger det, er solnedgangen udstrakt over hele dagen 


her er fredfyldt, 
i søen er der åkander og cykler
nogle gange gider man bare ikke mere lort 
og så er det okay at lade ting ligge 

jeg spiser en kugle pistacie og en kugle chokolade

snakker udelukkende om ting jeg hader 

eller om ting jeg elsker


sætter mig i skyggen, i skyggen har jeg altid følt mig mest tilpas

orker kun at være i solen hvis der er en handling bundet til med det

f.eks. stangtennis eller kæmpeskak



solen stod dumt tidligt op 
endnu en morgen hvor man vågner til endnu en morgen

børster tænder i badet for effektivitetens skyld

så lægger mig jeg og slapper lidt af

de minutter jeg har sparet svarer til mange 


der er ingen planer for i dag

ville skrive lidt og lave lækker mad


ud af vinduet, people watching

gætter på hvor de bor, deres civilstatus, hvad de stemmer

om de er gode mennesker


min krop er ikke en skal

den er tupperware bøtte fyldt med følelser

der står bagest i køleskabet og bliver for gammelt 



i busken kravler der fugle rundt

i kvickly køber jeg en pakke smøger, tre pølsehorn


hjem via den hurtigste vej


på værelset, en lille hvid sommerfugl 

lige nu, langt fra lykkelig 

mine sorger, alle sammen levende


vi aftalte bruddet var for hårdt, at uvisheden var en variabel

der bare var langt nemmere at være i


vi aftalte at der ingen grund var til alle mulige konklusioner

at vi bare var what ever ( en konklusion i sig )

vi aftalte, vi sås bare hvis vi sås ( som det er med samtlige mennesker )


senere, en enkelt øl med vennerne, så meget nemmere at være i

når man ved, man nok ser hinanden igen


nu slås håbet og sorgen lidt, om hvem der får mest plads i min krop



lige nu er himlen den stilstand jeg associerer med 

lige nu går ænderne rundt og ser så fucking cute ud

at det næsten burde være ulovligt, alt muligt burde næsten være ulovligt

f.eks. at være en stor fed idiot eller at være kedelig

og hvis jeg tager en beslutning, mister jeg bare en anden

i det her tilfælde, mig selv eller dig, men jeg ved intet endnu


har købt nyt tøj og nye sko, jeg kommer til at bære mig selv 

gennem den næste fremtid 


tomheden er et fravær, jeg bliver det samme af

manglen på grunde til at være sur, er et lille springvand
jeg kaster mønter i, og får ingenting tilbage fra



i virkelighedens hus damper min krop de gode minder ud


på det sidste er alt blevet én for mig

det at kunne adskille ting fra hinanden er en magt


dagene er bare en suppe jeg kan svømme i


på vejen hen mod noget er jeg på vej

jeg er postbud af sødme og mildhed

i den her tid er det svært at overskue uoverskuelige mennesker


du prøver at give dræbersneglene vandmelon, de ikke interesseret 


de sidste fem har jeg sovet lur på grund af det uoverskuelige

i det vågne er der ingen henvendelser mod noget som helst


ungarbejderen scanner tingene forkert ind

jeg kan meget nemt hade ham mere end dem jeg hader meget


derhjemme kører der fjernsyn på fjernsynet

jeg skriver mig ind i en ligegyldighed


på taget, et antal fugle


nogle gange skal man bare sidde og synes alt muligt om alt muligt

men der er en tung tåge i mit hoved lige nu

altså det er tåget, og jeg trækker vejret

har lowkey haft en
 god dag, det hænger nok sammen 

med de sammenligninger jeg kan lave


der er flyttet fem pindsvine unger ind under min terrasse 

deres mor løber fra og til som et orienteringsløb


jeg har besluttet mig for at i morgen ville jeg passe på mig selv



min nabos nye hund er en fucker, selvom den ser meget sød ud

jeg har sovet hele dagen, dagen har været en lang drøm

oppe i trækronerne er der skrig


jeg går afstandene, mellem to steder

der er en lille stemme i mit hoved, det er mine airpods




hvis himlen er blå køber jeg en is, det er ikke tilfældet

jeg skriver til alle venner om vi ikke skal ses 


på torvet køber jeg to små bamser

den ene minder om mig, den anden om dig


her er sødt og jeg føler mig sød, når jeg ser mig selv i vinduer eller bilruder

jeg ser mig selv over alt, jeg tror jeg er en velsignelse


oppe på bakken er min krop, min hjerne er der hvor du er, og siger wholesome ting

#sTALKER



jeg spiser umodne brombær, 
mine fingre skærer sig på tornene


der er følelser jeg rører sammen til en gråd

der er følelser jeg rører sammen til en grød


måske uendeligheden bare er et map på mit fjernsyn


min mund sidder fast i min hoodies lynlås, jeg snakker kun på vegne af 

mig selv


du kører dine hænder gennem dit hår, siger du mister så fucking meget

når du er stresset


jeg mister så fucking meget, når jeg er alene


tre myggestik, to bøger og en ice tea

hvorfor er det så nemt at savne? 



på værelset, en noieren stor græshoppe, jeg fanger den i et glas

og tænker på alt det vi aldrig har kunne fange


jeg kigger på min mobil

med forhåbninger


himlen er mørkeblå, uden stjerner

jeg strækker det der er at strække ud over dagen


hvis solen går ned, fejrer jeg det med en søvn, mellem dine bryster


jeg drikker af alt det glemte


næste gang vi ses

har jeg tænkt mig, at se dumt lækker ud 



en klamt varm sommer


der er venner jeg allerede har glemt

der er mider i den store skraldespand


i skoven løber harerne rundt 

og ser sødere ud end den af deres venner jeg kørte ned


et sted bliver aftenen nat nu


i maj-måned satte jeg julelys op over min dørkarm



på et tidspunkt tænder lygtepælene

en gang i mellem ser man det


der er et barn med en spiderman hue

jeg fortæller dig du er min helt


der er insekter der er sluppet gennem grænsekontrolen

til mit værelse, som bare skal ud


blinkende prikker på himlen


i min seng ligger forestillingen


jeg har taget dagen med ind i natten

jeg kan ikke sove




vi kører gennem et hav af lokale byger

mor skal hen og kigge på motorcykel

jeg venter i bilen som et barn


hører leonard cohen og scroller reels


på et tidspunkt er man hjemme igen

og på et tidspunkt er man blevet ældre


og så kan man begynde at fortryde ting


i virkeligheden kan jeg godt bare være i virkeligheden


jeg kan høre: en, glemt at slukke min playstation




månen 
hænger midt på himlen over havet

er gået med ind i dagen

en smuk båd er sejlet væk igen

jeg tror det var et hollandsk flag


langt væk er masten bare en knappenål


der er et væltet træ i vandkanten

der er allerede tang på


to små bulldogs der jagter hinanden: måske, søskende


skummet på bølgerne ligner smeltet flødeskum i en varm kakao


det her hav er grusomt

men smukt

det smårenger og

jeg venter på nye begyndelser


jeg tænder en smøg under en t-shirt, jeg kan høre sidst vi sad her




jeg holder mig vågen
venter på at du ringer, så jeg kan hente dig


læser barbar og tegner prikdrager


har lavet en noieren god gullasch

ellers har jeg ikke rigtigt opnået noget 


jeg trodser regnen

eller jeg går ud og henter en frysepizza i skuret

er så mærkeligt sorgløs

er tilbage på banen som en hest

    jeg savner at blogge, sådan et normalt blogpost, men savner også bare alt for tiden, savner alt det der ikke er, og alt det der ikke er....