et andet sted, taler hun videre, efter jeg har slukket radioen, er
morgenens diskussion på hjernen, som et frygteligt omkvæd.
kan du i det mindste ikke svare mig?
jojo, sig det lige igen så.
bare glem det. fuglene letter som et billede.
river virkeligheden op af jorden. og
frosten har allerede lagt sig. og
vi skal også snart hjem og have en lur skat.
en dag i et tegn.
vi kunne løse hver en verden hvis vi ville.
vi var på stadion med dine småsøskende, jeg foreklarede offside reglerne som den mand jeg var.
vi spiste dyret der blev serveret.
og det der var sket var, at du ikke kunne mere? at jeg bare lige skulle lade dig være og vi skulle tage den en anden dag?
men man, du kan ikke bare tage væk. afstanden ændrer ikke følelsen.
det jeg siger nu er:
de ultimatummer sådan et efterår bringer, al den jalousi der åbenbart gemmer sig i den idé vi er. jeg er træt baby.
jeg har erfaret. og glemt det hele ??
og dig, så porøs i sengen lige nu, det stolte dyr jeg var ved efterladenskaberne, efter jeg krattede hul i din kærlighed og væsken bare flød.
du lægger ud: jeg sys du bestemmer. okay
en film der bare kører i ring
hendes fremtid er en flænge i verden og helt usikker.
sådan som man dog får sådan lyst til at forkaste alle sine guder.
de samme dudes der kan blive hypnotiseret, det er de samme dudes der købte de der abe-nft’er eller bare enhver nft tilbage i tutisndeogtoogtyve, yo bro vil du købe det her billede af en abe, der ikke engang et fysisk maleri, men jeg sender den til dig. så jeg bare har den på min pc eller hvad? ja. argh jeg ved det ikke rigtigt. den har en guccijakke på. den er købt, du får 200.000 lige nu. get the fuck outta here, man, hvis hypnotisering var ægte hvorfor havde i så ikke hypnotiseret prime megan fox til at komme og sutte jer af? og der har du den.
ligger på østerbro og ser nattens nba highlights igennem
derhjemme flasher mors fucked up barndom for hendes øjne.
hun ville slette den, ved at slette andres som socialrådgiver. det ender, det endte også bare med vold og alkohol, og slagene fra fremmede knækker også en på et tidspunkt. jeg kunne have været forsømt.
jeg bruger min børnepension på designertøj og ferier.
skal til svendborg, få en omsorg jeg ikke kan forstå hvordan eksistere.
så mange af dem der hjælpe ville de udsatte, bliver selv udsatte.
følge efter dig, når du går ud af døren, ned på stationen, ikke turde gå med ind i toget, var det den eneste chance man fik for at forklare sig? som om kærligheden er uendelig. hvis jeg har ændret mig, har noget andet også.
det er så trist hvordan vi kan elske. så lykkeligt hvordan vi kan glemme.
ligger halmballerne som minder på markerne, kan du svare mig på det?
en dag
en skønne dag spirer nye riger frem, hvor ingen længere ejer noget, ejer nogle.
jeg har ikke bygget det samfund jeg lever i
jeg har kun bygget opfattelsen af mig selv, andre, sammenhængen mellem dem, op som en sandhed.
og hvad med dig? hvorfor har du intet interessant at sige på sådan en syg aften her.. (hvor mange af mine venner er mon deprimeret?) det har jeg slet ikke tid til at tænke på, jeg skal tænke på hvordan jeg bagger hende baddien. har du nogle idéer?
nej, jeg er bare glad for der er 0% chance for at jeg får et missil i hovedet i lige nu.
nogle lever bare et helt andet, helt steneren liv, daytradersne og kontormusene og den slags og alle de fædre der kan svare en mail 24/7, wooow, nationen seriøst, den står og falder på jeres hustlers mentality seriøst.
det kunne være en skønne dag hjernen åbner sig
viser hjernen alle de søde minder den har glemt.
det kunne være, at jeg var helt skudt, i et sommerhus, i en pige, i en badedragt, hun var et par år ældre, jeg ikke turde at snakke til hende, hun spurgte om jeg ville med hen at spille stangtennis og spise is, hun kyssede min kind, løb helt mildt ind i skoven. hvad ved jeg?
jeg sidder i gården og ringer min roomie ned, skal seriøst lige finde ud af hvordan jeg har det, nogle må kunne fortælle mig det.
tror seriøst bare jeg har været på overarbejde
med nyt arbejde og nye relationer og alt det her, forstår du? 100%.
tjek lige den her jakke på vinted, den er helt syg. men tror også hun vil gøre meget for mig, tror det er derfor jeg er så investerede. hun er jo også virkelig spændende jo, jeg forstår dig godt. det kunne være, du bare skulle give helt hen.
det kunne være, jeg løb efter hende ind i skoven, hendes hånd rakte bagud, vi sammen løb hen til mosen vi kunne kaste vores uvidenhed efter.
denne triste sol, der gemmer sig lige når man tænker: nu går vi altså en tur. denne store gule runde kugle, hvor er den ligegodt stor og rund og gul noglegange, hvis man husker rigtigt. men ikke nu, nu skal man bare ud, tak! få de sko på, please! vil du ik nok?
eksploderer de der ænders maver ik, når du giver dem brød? men næ! det var ikke sagen ved søen, med den halve bolle fra frokost, kærligheden var ren men fandtes renere, jeg kunne se en tristhed i dit ansigt, men vidste at du ikke vidste hvad den skyldtes, gættelegen bare ville såre.
måske ville et billede tegne sig op i hovedet, men var for uskarpt til at kunne tydes, måske var det noget med en grålig mark.
vi er enige: den her forestilling om guden i alt menneskeskabt undrer os, som om tankevirksomheden der har opfundet den pludselig er dummere, end sin opfindelse, hvor det dog ikke ender med underskyldningerne, guds vilje er afstumpet, mennesket vilje er afstumpet.
vi er enige: det er sen sen aften og uinteressant hvad jeg har skulle til at sige, hvis jeg overhovedet skulle til at sige noget.
de dage vi kan mindes, når vi ligger i sengene, i rundt omkring, og ingen skriver til ingen. intet strækker sig længere end man kan se, følelserne kan slet ikke nå derind i byen, derud i provinsen, vel?.
og så, så tidligt om morgenen
man kan jo kun drømme halve drømme, om strande og stater der ikke er medskyldige, gør sig medskyldige.
skyerne spiser af hinanden. kranerne drejer i cirkler over bygningerne. hvor vreden bruser fra, mod er totalt utilregneligt. det er lige før jeg er begyndt at kunne li det fuckfjæs, ingen siger man må kunne li.
!!! i dag bliver middelmådig !!!
stempelkanden damper ensomt, avocadoen gør sig til, skeen åbner morgenbordets sol.
mit tog er forsinket, en damestemme fortæller mig, jeg kan søge kompensation, på den måde er min tid er penge værd, time is money am i right. jeg trækker vejret, mens jeg tænker på døden. solen er på min højre, så min venstre.
skal jeg være konkret, kan jeg sige jeg vågnede i en seng, mange timer efter min veninde, og hendes lejlighed var så fin så fin, og sengen så blød så blød, og jeg stadig lå der og scrollede og så netflix, udskød alt ondt der kunne nærme sig, men jeg ved jeg er på vej ned på cafeen, ned på cyklen, jeg ved jeg trak den hen over pladsen, jeg ved samtalens evne til at udskyde var det rareste der fandtes, jeg ved ansigterne lyste, jeg ved vi blev enige om, vi er voksne nok at fortælle folk det når de behandler os lort, jeg ved der holdte en grå audi i gården, jeg ved jeg spiste en croissant med hønsesalat, jeg ved jeg cyklede hjem.
jeg ved stilheden minder om den musik jeg hører, jeg ved du har skrevet jeg ikke skal skrive, det er lige med af finde ud af hvad fanden man svarer på sådan en besked.
ledningen hænger og dingler fra stikket i loftet, rører mit øre med en helt underlig omsorg.
jeg er fremme
ved uenigheden, uendeligheden.
solens ene linje rammer lige gennem vinduet, ind i øjnene, ind i hjernen og siger dagen bare står og venter på at blive taget, á la dig sidst vi ikke havde mere at snakke om.
helt ondt i halsen selvom sommeren bare stråler dauda. ansvaret det er at elske. ansvarsfralæggelsen det er at hade. nogle siger noget og nogle siger noget andet, sådan er alt nogensinde gået, gået direkte ind i en krig, en lille krig.
var det dig eller mig der kom for at se mig?
i kiosken hvor de stadig havde den gode snus, kostede sodavanden 16, ikke 13, men han var sød, du havde fødseldag. han stod der, som om, som om han aldrig havde stået andre steder. evigheden var i hans øje. døden i det andet. det ikke så mærkeligt, de ting er lægger tæt op ad hinanden.
videre ud og til koncert, det dufter tungt af blomster, men duften tager mig ikke tilbage. musikken er smuk, men tager mig ikke tilbage. sangene kan ikke beslutte om døden er opnåelige, det giver sygt god mening ikke at kunne beslutte den slags. måske er det det der er smukt.
det der er fucked er at have et skænderi hvor man bliver nødsaget til at hviske, og at skænderiet giver så sygt god mening at det bare skal afklares lige nu, men man så stikker hånden i dine busker for ikke at hæve stemmen, og den fabrikerede lyst går hen og bliver helt ægte, og uoverensstemmelsen går hen og glider helt i baggrunden, og man helt glemmer hvad man var sur over, men stadig er helt sur. eller stadig var helt sur, nu er man ligeglad, hukommelsen svigt går vurderingen virkelig vanskelig.
jeg tænker på minder, men der gemmer sig noget grimt i hvert eneste af dem, også i dem uden noget grimt.
