sidde i en blomsterhave helt kneppet af dagen men med de søde. 


give sit nummer til en ven, sige man kan jo hellere ikke benægte at hun har set jesus. noget eksisterer bare kun for nogle i guess, penge f.eks.. de jo bare er husleje og mad. 



det her digts tilbagelænethed. 



min hjerne ville hele tiden trække situationer ud i andres hoveder, forstå deres resonnement. 

det her træ, det her træ, lige her, ligner bare ikke det burde være lige her. det ligner det hører til i junglen med junglemenneskerne og nestle. 



uku buku mand jeg kunne smadre den næste der blander sig i andres folk buisness. 



man kan ligge både i måne og sengekanten.




mit værelse er ægte et drivhus, jeg vågner helt badet, uddrømmede og også trist. det kunne have været så meget andet. men man må bare arbejde med hvad jeg har. 



en krop og se hvor ond den kan være.





smerten i ikke at eje noget eksternt, hvor smerten kan placeres. 



skal til nørreport, skal bruge penge jeg ikke har. 

 

oh me oh my this morning lyser helt insisterende og forlangende. 

den måde øjnene er portal, den måde forestillingerne skifter i mellem
milde og voldsomme. det mest voldsomme man kan forestille sig ??

handling.  


kan nogen fortælle mig forskellen på sind og sjæl ?


hvis nu meningen skulle komme og jeg pludselig skulle rejse mig og gå ud og ned på gaden og tænke hvad er det nu man gør. stå helt blank og dum uden at kunne beslutte hvorvidt meningen overhovedet længere betyder noget i, for det samfund. 



ved kanalen med dinglende fødder, høre på venner snakke om andre venner. 

tæt på alt man siger er uinteressant, men hvilken følelse at fange sig selv i at sige noget klogt
med sit dumme hoved. 


og hvor sandt det er når jeg siger: money comes and goes.

alt er alligevel bare tal
på en skærm. aktiemarkedet og sådan. fiktionen lever i bedste velgående. det er min 
økonomiske analyse. 


og jovist om ikke plænen kalder på halvnøgne kroppe der ikke bidrager på sådan en tirsdag formiddag.


hvor er søen dog glat. hvor går dog folk helt febrilsk i runder mens jeg sidder på bænken og spiser pizza og drikker exotic. 

skammen og fryden. skammen og fryden. 

 

Så grusom en fin drøm kan være, 
den helt nemme kærlighed.
Kan slet ikke finde ud af hvad jeg nærmer mig, hvis jeg nærmer mig noget. 

:--------

 

folk er blevet puttet så meget på hjerte
det er bare med at acceptere at man ikke kan gøre noget ved
mennesket som udgangspunkt er ondt og sorg 

der er lille klokke jeg ringer hver gang døden klar

solen står lige ind på det her digt
sandheden sårer ikke, men sandheden sårer

i går var min seng kæmpe

nu hører jeg musik og diskuterer hvor meget kvaliteten af ingen kender det
bidrager til den overordnet kvalitet

alt er en forudindtagelse

man vil ødelægge men hellere ikke fuldstændig gennemkneppe
på den måde er jeg en stat helt sikkert også på andre måder

mon man skulle gå ned i gården og tænke på relationer
alle tanker der kan tænkes er alligevel relationer
på den ene eller anden måde 

på den måde er savnet en bekræftelse 

det er en af de måder jeg har det på ud over f.eks. salig
men der er vel også begrænsninger på hvor mange ting man kan føle
noget overskygger noget 

det er mildt at tænke på

ellers ville alle gå rundt helt deprimerede hele tiden 
det er ikke til at magte 

 

det urovækkende ved en stille himmel

det er der følelsen/konstateringen kan nå lige nu

nu basker en helikopter helt stiller roligt hen over tagene 

den slags sightseeing de kunne jo være på vej alle steder hen

åhh at få lov til se indre by fra de højder  

eller at have råd til at se indre by fra de højder  

er jeg sur? måske, jeg tænker på hvordan rigdommen ville ændre en 

på milliardærerne med en trist omsorgsfuldhed 

som om det ikke er deres egen skyld de er blevet sådan

et billede vil tegne sig op i hovedet men er for uskarpt til at kunne tydes 

det er noget med en grålig mark 

den her forestilling om guden i alt menneskeskabt undrer mig

som om tankevirksomheden der har opfundet den pludselig er dummere 

end sin opfindelse 

hvor det dog ikke ender med underskyldninger, guds vilje er afstumpet, mennesket vilje er afstumpet

sorgen ved at såre føles så ubenævnelig

der gemmer sig så meget mening i meningsløsheden 

hvis jeg har forstået mig korrekt?

 

engang bad jeg for farfars hedbred

i et klædeskab

det føles usandt

barndommen og så det nu man er nu

korrelationen er fjern eller minderne

den tunge regn på loftlejlighedens tag gør en helt døsig

sådan som folk dog kan lege overrasket over verdens forunderlighed

det skræmmer mig at ikke forstå så skræmmer det mig at ting kan forklares

hvis jeg kom til magten ville jeg undre mig helt vildt

så tage fat nogle vigtige steder steder der føles vigtige

f.eks. og også andre steder

slappe af i viden om oligarkiet lynhurtigt knuser det

de minder må være helt bløde mod kinden 

tanken om kærligheden som en konstant

så føles den mindre forgæves

jeg havde svoret på ændernes maver eksploderet ved lidt brød

men det var ikke sagen ved åen med den halve bolle fra frokost

kærligheden var ren men fandtes renere jeg kunne se en tristhed i dit ansigt

vidste at du ikke vidste hvad den skyldtes og gættelegen bare ville såre 

denne omsorgsfulde sol der gemmer sig når man tænker nu går man er en tur

denne store gule runde kugle hvor er den ligegodt gul og stor og rund

så vidt som man husker

eller det er sen sen aften og uinteressant hvad jeg har skulle til at sige

hvis jeg overhovedet skulle til at sige noget 

 

Forvirringen er kollosal, det er det man kan konstaterer
på vegne af mig selv
er krigene og krigen det samme. Ansigterne flyder i olien. 
Jeg er gået for vidt i forbruget, men men men
der er hierarkier i undertrykkelsen. Det er den ro jeg sover i.
Min kærlighed forlanges ikke længere.
Ved jeg hvad jeg skal synes om det? nej. Hvad ved jeg?
Venner bliver smukke her i eftersolens lys efter jeg er gået
ud af en dør og op i en lejlighed, hvor længe kan en følelse vare?

*

Vreden er nem nok at placerer. Sådan så, er den placeret og
som man dog kan spørge sig selv om selvet bare er en petitesse.  
Smerten strækker sig ud over kroppen. Jeg vil elske sådan som den bedende, ikke se 
det onde. I det onde. 
Oplysninger er nedslående, lige meget kaliber. Ordene stopper ikke kriserne.

*

Man må indse at magien nogle gange er sand mellem fingrene. Denne aften, hvor
er den umulig. Vejret er helt skizofrent, isbilen kører i ringe i solen i regnen i solens regn.
Oppe i hovedets himmel er konflikterne en fortid, men hvilken kedelig himmel. Gid
man kunne lægge sig i søvnens hånd og vågne oplyst med svarerne kravlende i halsen. 
Hvem vil overhovedet en sandheden? Den her aften ligner ikke den her aften. 

 

 

^'^

solen vækker en helt usovet og
forlangende 

jeg kan høre min mund tale 
det interesserer 
mig ikke hvad jeg har at sige

nu

ligger historien i mavesyre og er forskellig alt efter hvem
du spørger du 

der er der intet lys i hovederne er meningen urealiserbar men tilstede
er det det
man kan blive så trist til mode over

det er sandt, verden er helt blank når man kigger ud over den her plads
føles alt falsk
men man skal huske at stole på mine øjne 

så kan det være at det kan være

hjertets billede på
fraværet er fraværet af billedet