Forvirringen er kollosal, det er det man kan konstaterer
på vegne af mig selv
er krigene og krigen det samme. Ansigterne flyder i olien. 
Jeg er gået for vidt i forbruget, men men men
der er hierarkier i undertrykkelsen. Det er den ro jeg sover i.
Min kærlighed forlanges ikke længere.
Ved jeg hvad jeg skal synes om det? nej. Hvad ved jeg?
Venner bliver smukke her i eftersolens lys efter jeg er gået
ud af en dør og op i en lejlighed, hvor længe kan en følelse vare?

*

Vreden er nem nok at placerer. Sådan så, er den placeret og
som man dog kan spørge sig selv om selvet bare er en petitesse.  
Smerten strækker sig ud over kroppen. Jeg vil elske sådan som den bedende, ikke se 
det onde. I det onde. 
Oplysninger er nedslående, lige meget kaliber. Ordene stopper ikke kriserne.

*

Man må indse at magien nogle gange er sand mellem fingrene. Denne aften, hvor
er den umulig. Vejret er helt skizofrent, isbilen kører i ringe i solen i regnen i solens regn.
Oppe i hovedets himmel er konflikterne en fortid, men hvilken kedelig himmel. Gid
man kunne lægge sig i søvnens hånd og vågne oplyst med svarerne kravlende i halsen. 
Hvem vil overhovedet en sandheden? Den her aften ligner ikke den her aften.