himlen er helt hvid. helt ondt i halsen selvom sommeren bare stråler dauda. ansvaret det er at elske. ansvarsfralæggelsen det er at hade. nogle siger noget og nogle siger noget andet, sådan er alt nogensinde gået, gået direkte ind i en krig, en lille krig. 

                           var det dig eller mig der kom for at se mig? 


i kiosken hvor de stadig havde den gode snus, kostede sodavanden 16, ikke 13, men han var sød, du havde fødseldag. han stod der, som om, som om han aldrig havde stået andre steder. evigheden var i hans øje. døden i det andet. det er normalt nok, de ting er tit tæt på hinanden. 



                                                  videre ud og til koncert, det dufter tungt af blomster, men duften tager mig ikke tilbage. musikken er smuk, men tager mig ikke tilbage. sangene kan ikke beslutte om døden er opnåelige, det giver sygt god mening ikke at kunne beslutte den slags. måske er det det der er smukt.



det der er fucked er at have et skænderi hvori man er nødsaget til at hviske, og at skænderiet giver så sygt god mening at det bare skal afklares lige nu, men jeg så stikker hånden i dine busker for ikke at hæve stemmen, og den fabrikerede lyst går hen og bliver helt ægte, og uoverensstemmelsen går hen og glider helt i baggrunden, og jeg helt glemmer hvad jeg var sur over, men stadig er helt sur. eller stadig var helt sur, nu er jeg ligeglad, hukommelsen svigt går vurderingen virkelig vanskelig. 


                                                                               jeg tænker på søde minder, men der gemmer sig noget grimt at hvert eneste af dem, også i dem uden noget grimt.