hvilken sorg kan man tage ejerskab over? er det ikke i nat at himlen
taber sin bomber over barnefingre, er det en anden nat. 


håbet er sin egen gud. 


lad os gå til brønden og kaste 50 øre i et navn. 

 


 skriften frygter mere end hovedet. de totaliære skjuler sig i folkestyret.

man strækker mig hen over mennesker.

du er grødkøn i en sen nat, tidlig morgen. vi er grødkønne i en sen nat, tidlig morgen.

papirneglene ridser ryggene. 


man kunne sige at jeg står ved et udsigelsessted, men det går jeg ikke, jeg står og stirrer med mit fremtidsøje ind i undergangen. 

det forgængelige ved tanken om det forgængelige. 


alle de små kollaps betyder ikke et stort, det er rar tanke, men jeg ved ikke om den er sand.

mon man skulle finde et sted hvorfra man kunne definerer ønskerne præcist? det er målet. midlet: hjernen. 

jo, jeg har set du har ringede, jeg har også ringede, flere gange.

 

oh my sweet god som om du er den eneste der bliver tilbedt og smadrer. 

vi må finde minimumet af regler for retsstaten fungeren. 

hvilke kriser skal italesættes? 




jeg skriver jeg har brug for at vi aftaler noget, jeg skriver bliver nødt til at forstå hvordan jeg skal agere i den her relation. som om aftalen i sig selv er en værdi. som om det først gør ondt når man har fiktionaliserede grænserne.

man må sætte sig med vennerne i solen, i græsset og græde og elske og græde og elske og elske og elske. 


tanken om det grænseløse rige.
hvor mange kroppe kan en krop påvirke? det er vestens valuta. 



i hovedet bliver hjernen mere og mere glat. drømmene er fraværende som virkeligheden. 



in another life er sandheden sandheden. de ugerninger man flager for når man flager dansk. man kan elske landet for at have lov til at hade det. 

 



hjemvendelsen og alt det barndom man bliver rørstrømsk over. de minder der åbner sig når øjnene. alt den sommer, alt det vand. 


nogles job er at maksimere dødstal. 



i stuen sidder mor helt lysende, som om det er lang tid siden systemet har fuckede hende over.


alt jeg ved er at jeg gerne ville vide mere, men sårbarheden.



hun siger at hende der skal forstå det sårer når hendes krop er en anden end hendes mund, jeg føler mig overbærende, jeg tænker man kan ikke tillade sig at blive sur over andre gør de ting man selv gjorde for et par dage siden.

det gør ondt at tænke. 

for hver dag der går bliver styret mere robust mod revolutionen. 

 

alt den kærlighed man har gjordt sig utilgængelige for. 


som ens hoved dog kan kede en. 


den musik man ikke ville høre pga. uvennerne. 




de små apolitiske svin vi er her om plastikbordet, når grænsen er nået opfinder vi nye grænser. når skylden er givet, vasker vi hænder i ukendt blod. alt det blod, natten bliver aldrig sort, men lyser i angreb.

hvad har man overhovedet fortjent?

jeg skubber alt udefrakommende væk. kan ikke finde ud af om folk skal slappe af eller om jeg skal begynde at give en fuck. det så tilbagevendende.   



som om den frie vilje findes, alt der findes er lammelse, så vi ikke ændrer verden. det er ægte, ligesom frygten for vi kunne gøre det hvis vi tog sammen er ægte. men det er såååå boring at tage sig sammen. 

jeg går ned og ryger en cigaret og tænker på hvad min rolle i den handling er. så går jeg op, selvom jeg er ikke engang gået ned endnu. 

tænker over hvem jeg kan ringe til nu når jeg har opført mig dumt, ikke alle vil forstå.