hjemvendelsen og alt det barndom man bliver rørstrømsk over. de minder der åbner sig når øjnene. alt den sommer, alt det vand. 


nogles job er at maksimere dødstal. 



i stuen sidder mor helt lysende, som om det er lang tid siden systemet har fuckede hende over.


alt jeg ved er at jeg gerne ville vide mere, men sårbarheden.



håbet er sin egen gud. 


mine venner siger at hun skal forstå det sårer når hendes krop er en anden end hendes mund, jeg føler mig overbærende, jeg tænker at man kan ikke tillade sig at blive sur over andre gør de ting man selv gjorde for et par måneder siden.

det gør ondt at tænke. 

for hver dag der går bliver styret mere robust mod revolutionen.