blogpost

 

bare arbejde hvor jeg bare arbejder på ingenting vigtigt. mine tænder gør ondt på hinanden. de små folk. jeg ville elske uden at elske. jeg ville bebo min krop, men hver gang jeg skal sove føles den så fremmed. der findes en anden verden på en anden side. de to duer i gården skændes. alt ligger på en linje. den fremtidige sorg. ikke tro på følelserne. men hvad går jeg så rundt og laver? jeg ved det ikke. jeg kan ikke organiserer noget lige nu. i søndags låste jeg mig ude af min lejlighed, boede ved venner og elskerer. pressede mig på, men jeg må gerne. åhh hvor jeg aldrig føler mig skyldig ved at tage. jeg forventer alle også tør tage fra mig. tør i det? det hele føles så bekendt. jeg går de samme veje, mellem de samme ansigter. og har ikke skrevet siden jeg sendte ansøgningen afsted, har ikke haft lyst, eller har haft lyst til at få den ud af hovedet før jeg kan skrive noget nyt, men tror den er deroppe i lang tid endnu, og tror ikke jeg kan vente, ville begynde at prøve igen, i det små, i det mindste, bare et digt en gang i mellem så jeg tænke jeg stadig er skrivende indtil jeg er det igen. skal til vietnam om lidt, har ikke rejst i flere år. ved allerede hvordan det bliver, og det varmer mig. kan huske jeg engang skrev haakon var en af de få jeg ikke behøvede at bekræfte min eksistens overfor, at vi bare var sammen når vi sammen og stadig eksistererede når vi ikke var. og glæder mig til at eksisterer derude sammen med ham, og elli. vi skal alt muligt, sådan er det altid. man skal alt muligt, man skal skrive til alle sine venner, og man skal blive så trist når man kommer i tanke om mennesker man ikke har set for lang tid. tror jeg har mange relationer der flyder lidt ud ingenting lige nu, eller de flyder ud i hukommelse.