denne triste sol, der gemmer sig lige når man tænker: nu går vi altså en tur. denne store gule runde kugle, hvor er den ligegodt stor og rund og gul noglegange, hvis man husker rigtigt. men ikke nu, nu skal man bare ud, tak! få de sko på, please! vil du ik nok?

eksploderer de der ænders maver ik, når du giver dem brød? men næ! det var ikke sagen ved søen, med den halve bolle fra frokost, kærligheden var ren men fandtes renere, jeg kunne se en tristhed i dit ansigt, men vidste at du ikke vidste hvad den skyldtes, gættelegen bare ville såre. 

måske ville et billede tegne sig op i hovedet, men var for uskarpt til at kunne tydes, måske var det noget med en grålig mark.

 

vi er enige: den her forestilling om guden i alt menneskeskabt undrer os, som om tankevirksomheden der har opfundet den pludselig er dummere, end sin opfindelse, hvor det dog ikke ender med underskyldningerne, guds vilje er afstumpet, mennesket vilje er afstumpet. 

vi er enige: det er sen sen aften og uinteressant hvad jeg har skulle til at sige, hvis jeg overhovedet skulle til at sige noget.

 

de dage vi kan mindes, når vi ligger i sengene, i rundt omkring, og ingen skriver til ingen. intet strækker sig længere end man kan se, følelserne kan slet ikke nå derind i byen, derud i provinsen, vel?.


og så, så tidligt om morgenen
man kan jo kun drømme halve drømme, om strande og stater der ikke er medskyldige, gør sig medskyldige. 


skyerne spiser af hinanden. kranerne drejer i cirkler over bygningerne. hvor vreden bruser fra, mod er totalt utilregneligt. det er lige før jeg er begyndt at kunne li det fuckfjæs, ingen siger man må kunne li.

!!! i dag bliver middelmådig !!!

stempelkanden damper ensomt, avocadoen gør sig til, skeen åbner morgenbordets sol. 

 

 

mit tog er forsinket, en damestemme fortæller mig, jeg kan søge kompensation, på den måde er min tid er penge værd, time is money am i right. jeg trækker vejret, mens jeg tænker på døden. solen er på min højre, så min venstre. 

skal jeg være konkret, kan jeg sige jeg vågnede i en seng, mange timer efter min veninde, og hendes lejlighed var så fin så fin, og sengen så blød så blød, og jeg stadig lå der og scrollede og så netflix, udskød alt ondt der kunne nærme sig, men jeg ved jeg er på vej ned på cafeen, ned på cyklen, jeg ved jeg trak den hen over pladsen, jeg ved samtalens evne til at udskyde var det rareste der fandtes, jeg ved ansigterne lyste, jeg ved vi blev enige om, vi er voksne nok at fortælle folk det når de behandler os lort, jeg ved der holdte en grå audi i gården, jeg ved jeg spiste en croissant med hønsesalat, jeg ved jeg cyklede hjem.

jeg ved stilheden minder om den musik jeg hører, jeg ved du har skrevet jeg ikke skal skrive, det er lige med af finde ud af hvad fanden man svarer på sådan en besked. 


ledningen hænger og dingler fra stikket i loftet, rører mit øre med en helt underlig omsorg. 




jeg er fremme 
ved uenigheden, uendeligheden.  

 

                    solens ene linje rammer lige gennem vinduet, ind i øjnene, ind i hjernen og siger dagen bare står og venter på at blive taget, á la dig sidst vi ikke havde mere at snakke om. 

vi er gået ud for at hente en gåtur, den største dobermann kaster den største dobermannskygge. jeg siger, pii har sagt de klipper halen og afstiver ørerne for æstestikkens skyld. alle de ofringer i alle de navne. 


drengene får hvepse og stankelben til at slås. mine øjne kan hverken se begyndelser eller slutninger. vi skal bruge den her aften på at snakke om den forrige, genkendeligheden er tryg. du er smuk, hvis mine venner kan lide dig. luften er blødt papir imellem os er himlen pludselig og skyder alle i alle retninger, vi er helt forvirrede over hvor den kommer fra, det kan kun være fra himlen, kan man lokkes til at tænke, tænker man. 


metroen er bare en hurtig færge når man forestiller sig vandet under den. vi sejler hjem som en fræk aftale og aftaler vi helt sikkert snart skal aftale noget igen ! 

       

 

    

 

scenen lyser op og sig sandheden
den falder fra himlen
vi må fight fire med fire
lige her fra den halve drøm kan vi
det uopnåelige men verden
er verden når man vågner
virker man ikke

stille og rolig

det er fucked men jeg har gjort værre

vi kunne gemme os for verden

din stemme flyder af den her mark

det eneste jeg husker jeg sagde

jeg har i det mindste ikke slået nogle ihjel

og kærligheden er bare en tåre i min hånd
man kan tilgive alt når du er alt og så sød så sød
jeg glemte at sige hvor smuk du var
men jeg tænkte det 

var ikke nok