har fortalt alle vennerne derhjemme: når jeg starter på højskole igen, orker jeg ikke give den der prætentiøse vibe, hvor jeg holder mig tilbage og kun siger siger noget når der er noget at sige. føler det går meget godt, alle virker sygt cute, og viben er sygt tilbagelænede, ikke sådan vildt nervøs, føler jeg bare kan lolle rundt, måske jeg bare putter min oplevelse af ting over på andre mennesker, går ud fra de må føle det samme som mig, det har altid været lidt af et mønster, ift. til mange forskellige ting: eks-kærester, venner, dyr, fremmede, samfundet.
i dag fortalte lars og mathilde, mathilde og lars, idk, de fortalte os om skriveakademiet, og jeg er så spændt, eller jeg glæder mig til at komme i gang, er nok egentligt mest bare rastløs. føler jeg skriver virkelig godt for tiden, men bliver hele tiden i tvivl om jeg ville digte eller prosa, skriver alt muligt på digtform, som der fungerer bedre som prosa, og det irriterer mig. nok fordi jeg tænker digtningen og prosaen som to fundamentalt anderledes måder at skrive på, men ain't that deep i guess.
går hele tiden og tjekker hele tiden min mail, håber virkelig addenda ville have mine digte, elsker anerkendelse, ser frem til de fremmede bliver ikke-fremmede, og fortæller mig at jeg er god, og jeg siger woow tusind tak, elsket jeg virkelig også det du lavet. men siger det kun hvis jeg mener det, det er faktisk lidt en principsag, orker ikke sige jeg kan lide noget, hvis jeg ikke kan lide det, eller for bare at være sød, selvom jeg elsker at være sød, især overfor mig selv.
lige nu er der pub-quiz, og alle er gået og der er helt stille, og det er så mærkeligt, nærmest første gang i et døgn jeg ikke har hørt en eller anden stemme, eller snakket med somebody.
læser også, jeg bruger min krop som et møbel, i det fysiske rum, tænker ikke bare på linjer fra den i forestillingen, i den shoutouter veronika katinka martzen's sin blog, rimelig baller, den hedder liggerpohavetogdrommeromstranden, elsker det blognavn, og elsker det politiske digt der er derinde, det er god vibe derinde, men desværre kun fire opslag. men kan virkelig ikke finde ud af om jeg elsker eller hader hendes bog, bliver ved med at læse, men den er næsten bare klamt insisterende på at være sjov hele tiden, og så lige når den når at skrabe noget dybt er det som om den ikke rigtigt bliver der, eller måske er man der hele tiden, hun skriver fra en sorg jeg slet ikke kan sætte mig ind i, tror hellere ikke det er mening. tænker virkelig det er sådan en jeg føler jeg kunne stjæle linjer fra i et væk, for at add noget quirkyness til mine tekster.
hvad ellers? jeg ville bare blogge, bruge det som en praksis. de sidste par dage, har jeg tænkt det kunne være sjovt, eller ikke sjovt, måske mere nødvendigt for mig selv, at tage et blogopslag med til kritik (uden at afsløre det er et blogpost hehe), fordi jeg synes litteraturen her er lige så gyldig, nærmest bedre end hvis den er skrevet i et word dokument, eller kan ikke snakke på alles vejne, men i hvert fald for mig, måske jeg skulle tage det her blogpost med. det kunne være sygt meta #kunneværesygtmeta#menogsåcringe #måskeathashtaggeatdetercringegårdetmindrecringe#idk. føler bare ikke helt det her post har, men måske jeg har nogle billeder fra i dag eller i går, mmm nej, det går nok, havde ellers tænkt mig at blive aesthetic på instagram, men skal lige huske at det er et mål, så jeg får taget nogle billeder. men må kun downloade det for at uploade tihi fnis, modsætninger.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar