jeg savner at blogge, sådan normalt, et normalt blogpost, men savner også bare alt for tiden, savner alt det der ikke er, og alt det der ikke er. det er to forskellige ting.
lige nu læser jeg, vi er kortvarigt smukke her på jorden, og jeg synes det er så fint, så vildt, tænker på min egen mor hele tiden. tænker på, at jeg har tænkt mig at fortælle hende at jeg har en blog, men også at tanken skræmmer mig. jeg tror vil skrive et brev til hende tror jeg, et langt et, hvor jeg snakker, måske sende nogle digte med, eller en tekst om far.
jeg skal få ringet lige til hende og også til far, skal have fikset alt muligt, tandlæge og forsikring, økonomi, måske snakke lidt hvis jeg orker.
nu blæser vinduet lidt i, og stemmerne udefra bliver svagere, og det rart, der er så mange mennesker at forholde sig til. jeg har besluttet, at kun gider forholde mig til dem jeg orker, og så bare lade resten være resten, eller måske jeg bare lige skrev det, men måske det er klogt. tænker virkelig på alle relationer for tiden, hvordan tiden er faktor i dem alle, at der ikke må gå for længe mellem jeg svarer eller ringer, det virkelig få jeg føler jeg kan slippe i lang tid, i tid, i tiden, også bare samle op igen, måske egentligt bare haakon, måske også andre.
og måske håbet bare er en lille fugl der flyver mellem alle vores hjerter.
hele tiden, i alle tekster, skriver jeg, der er. det er et mønster, der er et mønster, og der umodne bær og små grin, og der er et husgruppemøde der er overstået som alt muligt andet også er overstået. mig og pii orkede ikke sangtime, vi gik ned i keramik for at glaserer alle de ting eleverne fra sidste år ikke har nåede at lave færdige, der var alt muligt nice, men glaseret kun to sådan to ting. det var virkelig et mess, og lige når det blev nice, fik jeg det fucked up, startet forfra og forfra. men sådan er det vel med alt muligt, f.eks. dagene.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar