øhmm måske en dagbod

sidder i en bus, hører the offline, elsker det jazzet ved det, og alt det andet jeg ikke ved hvad jeg skal kalde, kom til at tænke på de der buske, hvor man kan trække tommel og pegefinger, fra den ene ende af en gren til den anden, og så laver den sådan en fin lille grøn rose, sådan en ønsker jeg mig, bare fra en eller anden, jeg ønsker mig også tit superkræfter, og spørger tit andre folk hvilken superkræft de kunne tænke sige have, leah sagde hun skulle i hvert fald ikke være usynlig, fordi hun ikke ville høre andre bagtale hende, det forstod jeg ikke, både fordi hvem skulle kunne finde på det når hun er så sød, men også fordi det jeg godt gad høre hvis folk gjorde, men på en eller anden måde gjorde det, jeg ikke længere er så sikker på mit valg om usynligheden, men det jo også kun i en hypotetisk verden at man kan være usynlig, i den her verden sidder jeg i et tog nu, her kan jeg ikke se ud for graffitien, synes det smukt hvordan væsken bare løber og så stopper på et tidspunkt igen, måske er det, måske er det, der gør jeg føler min krop en jord med tennisbolde i, ellers så er det andre ting. i det næste tog sad jeg over for to børn og deres mor, deres mor var en mor, børnene var børnene og mere interessante, og sagde små søde smukke ord, kom helt til at tænke på amina elmi, der sagde hendes fætter eller måske kusine eller et andet lille barn i familien, sagde et smukt ord, tror det havde noget med månen at gøre, det var smukt fordi sproget endnu ikke var blevet grænset ind, endnu ikke var blevet renset, det var derfor det bare kunne ske, må lige tjekke hvilket ord og hvilken relation det var, min relation med den lille dreng i toget var mild, han havde et langt regnorme legetøj, gav det til mig og forventet noget, jeg prikket til det og smilte, og den lille pige sagde hun elsket min trøje (elsker den også selv), så smilte jeg igen, så sagde hun mine krøller lignet en fjeder eller mange fjedre, hvor fint tænkte jeg, ved aldrig rigtig hvordan jeg skal reagere, det bliver altid lidt som om det er små hunde jeg ikke helt forstår, nu spiser de slik burger med to hænder i små bidder, jeg hører bob dylan, og moren tørrer bordet for måske ottende gang med vådservietter for børnene ikke skal blive syge, det havde de haft nok af i vinterens, og det giver god mening, nu skal de til at tegne mandala, og jeg overvejer at sprøge om jeg må være med, men i dag er der er en dag, og en lille afstand mellem mig og andre mennesker.

update; så smukt et digt, en niece på 5. side 33, barbar
➘