Der har ligget en dyne over dagen

Ved ikke hvor jeg skal starte, har lige fået lagt tarotkort, om jeg skulle blive et halvt år mere på højskolen, eller vent, vil hellere starte et andet sted, læste Pentti Saarikoski, blev så rørt og ramt, ønsket om poesien som en kraft der kan bygge mure, synes det var så kosmisk og reelt på samme tid, måden slutningen punkterer sig selv på, og alligevel åbner det hele, åbner hele verden på en måde, eller ved faktisk ikke hvad hele verden er, men i bliver i hvert fald nødt til at høre det, her er det, og jeg er den lille kanin, der giver jer det, som en lille blomst, men i plastik, så den ikke dør:    

    /)/)
  ( ˶•༝•)
୭( づ✿ 

IV

     
        I dag går jeg en anden vej
kommer ind på engen fra vest
jeg vil se bjerget i et andet, i havet lys
luften er blødt papir

hvor træernes konturer bliver uskarpe
jeg vandrer på engen
Ville gerne være digteren hvis sang
sætter stenene i bevægelse
så de lægger sig
på række som en bymur
og får træerne til at vandre hen til tømrerne
der bygger boliger til menneskene

Sorg uden indhold
er tung at bære
men stadig, stadig vil jeg se
det hele i et andet, i havets lys

Det var det, eller det var alt, det var ALT, og det satte en følelse af hvor er forløsningen, det satte en følelse af det uundgåelige, af tab i kroppen, der gik ned af trappen og ud på gårdspladsen, hvor kammerkoret sang den sidste dans, og jeg græd lidt, og de sagde eller sangen sagde eller de sagde, på gensyn, og det var så mildt og fint og afsluttet, følelsen gik ind i spisesalen og snakket med munde, der sagde søde ting, og tunge ting, der ligger en lille dyne af et eller andet over skolen, håber det bare er himlen, men ved ikke, tilbage til tarotkort, har det så ambivalent med dem, for det meste synes jeg bare de er smukke, i sådan en fysisk forstand, spurgte dem eller Dina eller dem, om jeg skulle forsætte, og der var knive over det hele, de var smukke og blide, fortalte mig om alt det jeg frygter, vildfarelse, slutninger, afstand, jeg frygter afstand så meget. Tror ikke jeg kan lide ideen om københavn, bare ideen om mig og mine venner i københavn, der sidder på et stykke græs, og digter og lader livet være et andet sted, den ide er min yndlings, jaer okay, måske gad jeg godt københavn lidt alligevel, jeg ved det ikke okay. Ud over knive var der blomster og kranier og små kemiske flasker, de var meget mere mig, og Dina sagde også de var min fremtid og de andre var min fortid, og det løftet dynen lidt, nu vil jeg læse Pentti Saarikoski, indtil jeg orker at snakke med munde igen, eller vil lige skrive lidt mere. Havde fødselsdag imorges eller har det egentligt stadig, og der kom en masse instrumenter ind i hænderne på en masse mennesker, men det betød ikke så meget, alle får den rodeo, men jeg havde sagt for et par siden, til Leah og Sofie, at jeg altid får brød med birkes med smør og bacon til morgenmad, og de havde været ude og købe ind og tidligt oppe (og update: sofie kunne have sovet længe), og det var så sødt, elsker dem, elsker dem virkelig, det løfter dynen lidt når jeg tænker på det, tror også det er derfor jeg synes afstanden ville være hård, men den er måske også bare et vilkår, eller måske bare en konstruktion, tror jeg vil tænke på den som en konstruktion, så løfter dynen sig måske lidt. 

#håber#tagersavnenepåforskud#isåsødeallesammen