standardudgave af dagbog

Jeg vågnet til et tidspunkt, og afslutningen på DET HELE sløver mig stadig, eller måske den sløver os alle sammen, kan mærke folk ikke orker mere af mere, eller måske lidt mere, eller måske om lidt, tænder vi et bål, og jeg mærker allerede trygheden ved det, trygheden i, at jeg ikke behøve at snakke, bare kan stirre på ilden som man stirre på instagram. 

Og de sidste par dage, er frygten for sommeren flyttet ind i mig, og det føles så mærkeligt, fordi sommeren altid hænger sammen med en glæde, en forventning, flugten fra konformiteten, men den flugt føles unødvendig lige nu.

o.o
  o
___

men altså måske er jeg bare glad, jeg ved det ikke. 


Hvad jeg ved? Bålet er dødt, og det var middelmådigt i den tid vi lod det leve, alle snobrødspindene og solen gjorde det sygt anti-meditativt, men jeg fik spist smores med chokolade, og det var vel okay. 

Og over mig er himlen igang med at lave himmelting, mig; jeg bliver ved med at have lyst til at skrive noget, eller det ikke engang en lyst til at skrive, bare blogge, er overbevidst om jeg forstår stadig ikke hvor meget det her medie har betydet for mig, hvor mange rum der har åbnet og lukket og ladet stå på klem. Måske jeg finder ud af det en, i erindring om tid, måske om lang tid eller i morgen, idk, idc, eller faktisk i care.