et gråt rum tid

det er kun mig selv jeg kan se forudsigeligheden i for tiden, alligevel er der alt muligt jeg bare bliver nødt til at lade være ved hvad det er, og det prøver jeg så. lige nu under en turkisblå dyne og høre dylan thom's nye lp og elske, tænke hvordan vi burde høre det sammen mens vi spiser alle dine yndlings snacks, tænke kærligheden nok bare er en lille fugl der flyver ind og ud af mit hjerte, at lysten til den intet har med mig at gøre, sidde og kigge og håbe på dig, tænke min rationalitet er så alt for rationel. 

ville gå op og male et billede til sof, men tror atelieret er optaget, og det også okay. har fået laver min b16 og er glad eller ja. den er blevet flot, og jeg glæder mig til at læse op af den. hvad glæder mig ellers til? jeg ved det ikke. jeg tror at jeg hviler for meget i et andet, måske i lille sump af dovenskab, jeg gider ikke engang bebrejde mig selv for det, om et par dage gør jeg det, så kan jeg få noget tilbage jeg ikke ved er, men ved at jeg mangler. jeg savner leah og bagge mest lige nu, måske fordi jeg ved jeg ser dem indenfor for en overskuelig fremtid, eller på fredag. jo, glæder mig måske til weekenden, der er ølsmagning fredag og kulturcafe lørdag, har en smuk ide. skal bare finde den anden i bandet. jeg vil polstre vores kroppe i instrumenter, spille et intuitivt stykke på hinanden, forstår i? i ved, måske et rasleæg tappet på albue, en koklokke på ryggen, en marakas i nakken osv. osv. tror oprigtigt det kunne blive smukt, i hvert fald grineren, men måske den måde at anskue musik på siger mig mere end alle mulige andre, hackloernes digtmaskine vil mig også alt muligt, og er hele tiden i mit hoved, måden den frembringer musik man ikke kan vide hvordan lyder i forvejen ud af ord, er så vild og ny, men bruger den alt for lidt, måske det der kommer her er et digt skrevet på den. måske jeg ville fortælle hvor smuk du er er eller måske jeg ville fortælle dig hvor lidt jeg er villig til at miste, den evige afstand der strækker sig hen over øjnene, mine øjne der er to virkelighed du bliver en genstand gennem. 

tror jeg vil skrive et breve til alle mulige, jeg tænker hele tiden brevet, deres materialitet, deres symbolværdi, hvor fint det er at få et brev. i går sender pii en video hvor hun smider alle sine kærestebreve ud, fordi de bare er blevet breve. hvordan hun viser dem frem som et haul inden de ryger ned i en lilla plastikpose, den smerte og den overvindelse er så langt fra hinanden at man aldrig helt forstå hvad man skal føle. forvirringen er den hårdeste følelse. mig, jeg har aldrig rigtigt slettet noget, smidt noget ud, jeg kan gå i deres tøj og ikke overveje det, før nogle spørger hvor det er fra og så er det fra hvor det er fra, måske mine brud altid har været på mine betingelser, og måske først var da jeg snakket med pii forleden at jeg forstod hvor meget nemmere det er at sørge over tid end pludseligt. men.

der er regnbuer over ugen, og jeg går under dem som en lille alf og håber.