jeg fucker rundt for tiden, jeg tager mig frihederne til at være forvirret over alt, i mit hoved bor der en hjerne der ikke orker at konkludere noget helst, ikke orker at finde sammenhænge mellem noget som helst.

regnen gør luften fugtigt og folk er venner i den. ligegyldigheden bliver ved med at sidde i min krop som et hjerte, eller ligegyldigheden flyder ud af mit hjerte som et intet. gennem det hele løber en lille strøm af frø, jeg samler op og planter. vi snakker venne-crushes og nuttet. jeg har bevæget mig som en kat gennem dagen, ved ikke hvad det betyder, men det er sådan jeg har det. jeg har gået meget flere unødvendige skridt end jeg plejer, kan godt lide effektiviteten i at vide man har en handling inden man går et sted hen, men har bare bevæget mig i dag. min skrift har bare stået stille, faktisk hele weekenden, jeg bliver altid nervøs for at skrive når der går et par dage hvor jeg ikke har, måske fordi jeg er bange for, eller fordi jeg ved der kommer en afstand mellem mig og skriften når jeg ikke skriver.

og jeg tænker altid at jeg ville alt muligt med skriften, f.eks. at jeg gerne vil skrive en poetik, at jeg skal skrive poetik. jeg siger jeg har måske ikke har de højeste tanker om litteraturen, hvad den kan udrette, andet end på personlig basis, jeg siger at alt god litteratur har udelukkende været en fysisk oplevelse for mig, jeg siger at det er sådan jeg vurderer om noget er godt. jeg siger min forestillingsevne er så svag, at jeg beskuer alt på sætningsniveau, at jeg ikke lever i billeder, men i ordene, i deres sammensætning. jeg siger at det måske er derfor jeg bruger så markant længere tid på redigeringen end på frembringelsen, for mig skal sætningen være færdig inden den der er plads til den næste, for mig er digtet ikke en flod, men små bække jeg graver ud til en flod, eller små bække der bliver til en flod når deres vande rører hinanden. det er det jeg synes gør poesi (og den korte prosa) så smuk, de sammenkoblinger der ville være, der er, umulige i en plotdrevet fortælling, det sprog det kan højne sig på få linjer, uden at skulle stå til ansvar for næste side, næste digt. jeg tror det er derfor jeg digter, derfor skriver lyrik, fremfor alt muligt andet. eller måske er det fordi bestræbelsen er så meget større end glæden, at det føles specielt, sjældent, at finde et sprog, eller en del af sproget man er stolt af, eller bare tilfreds med, at nå den eufori, måske bare den glæde, er nok er af de største faktorer i hvorfor jeg skriver, i hvorfor at så mange skriver, at skriften kan åbne rum, kan åbne sandheder. eller måske folk skriver fordi de ikke kan lade vær, måske jeg hader folk når de siger det, måske jeg bare tror man skal tage et aktivt valg om at skrive. og jeg tror bare min rolle er at gøre skriften smuk, og jeg tror bare skriftens rolle er at være smuk.