blogblogdigte 2.0

i dag har jeg besluttet jeg ikke orker beslutninger

i dag er jeg vågnet ved siden af morgenen
den tunge regn er min undskyldning

jeg prøver at acceptere mine venner som institutioner
som altid åbne, som f.eks. døgnkiosken eller lægevagten

vi sidder og snakker om hvor uoverskueligt alt er
jeg tænker primært bare på den her samtale 
og på hvilke berømtheder jeg kunne kneppe

*

på en måde går vi hen ad vejen
på en måde går vi lige der hen hvor vi går hen

på en måde kan jeg ikke længere holde til at lyve
på en måde får jeg sagt det hele
transformerer handlingen af et undskyld til en personlig sejr
 
i parken: børn der ryger
lige nu mig: så lykkelig traumefri

jeg føler bare et intet hen over alle følelser
neglicerer deres eksistens, kalder dem jaja

*

der ligger et tyndt lag sol over mine øjne
himlen er sølvgrå og sløv som den volvo vi engang bollet på bagsædet af

jeg er begyndt at like dine billeder selvom om jeg ved du har fået ny kæreste
jeg er begyndt at skrue ned for min selvrespekt selvom selvom

udenfor står træerne som fædre til en u-10 kamp
og råber

jeg husker på at jeg gerne ville alt muligt for alle mulige
og så glemmer jeg det igen

* 

i de her dage er min psyke vanilla
jeg lader de små sorger være til, når jeg kan overskue
lader dem være når jeg ikke kan

på dronnings louises bro sidder en eller anden
og laver et eller andet, både da jeg cykler over og hjem igen
tror det er strik, måske knyt, what ever

min tålmodighed har svært ved
at holde til hans og byen er bare en flad væg 

svanerne flyder stadig ind og ud af skraldet, og det klamme
jeg tænker hvorfor skal vi have så retarderet en nationalfugl
i mens tænker jeg også at jeg tænker for mange ligegyldige tanker