***___***

din fod er en fod i min hånd. over lyset; en t-shirt. alt muligt er dæmpet lige nu. altid lede efter det mindre, det små? 

perlerne/visheden. 

neglene som firkanter, arealer, inddelinger der siger, det her er adskilt fra det her. 

og nye ansigter der er dukket op igen. afstandene mellem deres og mit er, afstandene i tid. jeg elsket, jeg elsker et af dem, jeg blev så trist det da det sagde, det bliver så hurtigt mørkt, som om var det er alt der var at sige. det er startet på ny medicin, men ved ikke om det gider tage det, fordi det sløver. vi sidder stadig helt dovne i hinanden. 

afmagten er
nye rum man kan leve i 

oppe på himlen er prikkerne stjerner. vi er bare ansigter. så meget mere overskueligt. ( så meget mere ) 

bliver fortrængelsen/en nødvendig/et hus/en slette. kunne man udlevere sig selv, og alle de fanget. 

*

hvad er det vil mig noget? bladene som muldvarpeskud, små bunker. tankerne som store flyvende, jeg ikke kan finde hoved og hale på. kan kun sidde på deres ryg. forestille mig et bid i deres mund. følge dem ind i stalden af søvnen. 

en duft af halm/parfume.

i dag var solen alt andet end solen. 

senere: sidder man i sengen, prøver af indgrænse ondskaben, den altomfattende fra den personlige. negligeringen som et middel for dem begge. 

på gangen mellem det ægte og det tænkte hænger der et portræt af gud. jeg kan se det for mig, men jeg kan ikke forklare det. hellere ikke forklare, hvorfor jeg ikke kan forklare det. 

((det er firkantet)) 
((det er sørgeligt))

*

jeg er snottet, på gulvet ligger der papir. lukkede øjne. så åbne. en flugt ud i virkeligheden, sygdommen vil kun have mig, hvis jeg ville have den.

i don't chase/i attract. 

går forbi: mcdonalds, genbrugen, biblioteket, så galgebakken. børnene kælker på en mærkelig måde på fortiden. fra fattiggården kunne de gamle, syge, kriminelle, arbejdsløse se deres venner blive hængt. jeg kunne se flyverdragter, føler jeg verden er mere human nu? 

verden
for stor at udfolde lige nu. 

* 

min alarm er en lille bro ind i dagen. jeg tager skridt, og går tilbage til starten. nu vender drømmen sig mod mig, og er en sødme. tre små afsnit i min håndflade, når jeg vågner.

ingen ansigter i mine drømme. (fladerne strækker sig ind i uendeligheden)

de tidspunkter jeg føler mig mindst ægte på
er de tidspunkter der sker mest. det er en konstatering der føles sand. 

det er så mildt for årstiden, jeg vil lægge i græsset, drikke cola, spise durum. det er endnu en konstatering der føles sand. 

*

en lille skål for regnen, en hånd over hovedet som en lille skål regnen. mit selv føler sig meget selv i dag. sammenligningerne er langt væk. 

to duer går i ringe om hinanden. 

hvis du ikke vil kigge på mig, hvorfor gør det du så jeg ikke kigger på dig?

sidste sommer: jeg kørte ned til stranden for at græde over fremtiden. ville lave et forråd af tårer jeg kunne spise af når sorgerne kom, så de var nemmere. men jeg kunne ikke. jeg sad, lagde mig bare oven på et væltet træs rødder, det var så enormt, træet. rødderne var hængekøjer, jeg var bare krop. vandet var en længde, der blev afbrudt af land, men kun på den ene led. 

hvis jeg tænker mig andre steder hen, er der længere hjem end den omvendte tanke.