et gråt rum tid

det er kun mig selv jeg kan se forudsigeligheden i for tiden, alligevel er der alt muligt jeg bare bliver nødt til at lade være ved hvad det er, og det prøver jeg så. lige nu under den turkisblå dyne, høre dylan thom's nye ep og elske, tænke hvordan vi burde høre det sammen mens vi spiser alle dine yndlings snacks, tænke kærligheden nok bare er en lille fugl der flyver ind og ud af mit hjerte, at lysten til den intet har med mig at gøre, sidde og kigge og håbe, tænke min rationalitet er alt for rationel. 

ville gå op og male et billede til sof, men tror atelieret er optaget, og det også okay. har fået laver min b16 og er glad eller ja. den er blevet flot, og jeg glæder mig til at læse op af den. hvad glæder mig ellers til? jeg ved det ikke. jeg tror at jeg hviler for meget i et andet, måske i en lille sump af dovenskab, jeg gider ikke engang bebrejde mig selv for det, om et par dage gør jeg det, så jeg kan få noget tilbage af det jeg ikke ved er. jeg savner leah og bagge mest lige nu, måske fordi jeg ved jeg ser dem indenfor for en overskuelig fremtid, eller på fredag. jo, jeg glæder mig måske til weekenden, der er ølsmagning fredag og kulturcafe lørdag, har en smuk ide. skal bare finde den anden i bandet. jeg vil polstre vores kroppe i instrumenter, spille et intuitivt stykke på hinanden, forstår i? i ved, måske et rasleæg tappet på albue, en koklokke på ryggen, en marakas i nakken osv. osv. tror oprigtigt det kunne blive smukt, i hvert fald grineren, men måske den måde at anskue musik på bare siger mig mere end alle mulige andre, hackloernes digtmaskine vil mig også alt muligt, og er hele tiden i mit hoved, måden den frembringer musik man ikke kan vide hvordan lyder i forvejen, ud af ord, er så vild og ny for mig, men jeg bruger den alt for lidt, måske det der kommer her er et digt skrevet på den. måske jeg ville fortælle hvor smuk du er er eller måske jeg ville fortælle dig hvor lidt jeg er villig til at miste, den evige afstand der strækker sig hen over øjnene, mine øjne der er to virkelighed du bliver en genstand gennem. 

tror også jeg vil skrive et breve til alle mulige, jeg tænker hele tiden på brevet, dets materialitet, deres symbolværdi, hvor fint det er at få et brev. i går sender pii en video hvor hun smider alle sine kærestebreve ud, fordi de bare er blevet breve. hvordan hun viser dem frem som et haul inden de ryger ned i en lilla plastikpose, den smerte og den overvindelse er så langt fra hinanden at man aldrig helt forstå hvad man skal føle. forvirringen er den hårdeste følelse. mig, jeg har aldrig rigtigt slettet noget, smidt noget ud, jeg kan gå i deres tøj og ikke overveje det, før nogle spørger hvor det er fra og så er det fra hvor det er fra, måske mine brud altid har været på mine betingelser, og måske først var da jeg snakket med pii forleden at jeg forstod hvor meget nemmere det er at sørge over tid end pludseligt. men.

der er regnbuer over ugen, og jeg går under dem som en lille alf og håber. 


 

jaja

 

hendes fingre smager af sukker, jeg tænker på alle steder jeg ellers kunne være. jeg knepper mig gennem dem som et orienteringsløb. jeg læser digte højt for dem alle, okay, okay, jeg sover mellem deres bryster, okay.

jeg vågner til en morgen, okay okay eller
jeg vågner til en nat og går i seng igen. vågner til en anden morgen, går direkte ind i den

der er kanelsnegle og bacon, helt igennem okay

solen præcis hvad man kan forvente af den, jeg prøver det samme, jeg prøver et par sko inden jeg vælger dem og tager på. 

hver gang jeg ser en hund drikke af en vandpyt rammer en irrationel tanke om omsorgssvigt mig

herude ligner husene alle mulige farver
eller herude ligner husene en regnbue
hvis man ikke ved hvordan en regnbue ser ud

og lyset falder gennem små huller i himlen, jeg forestiller mig et badekar med appelsinjuice
jeg forestiller mig mit sæd der flyder rundt som frugtkød

jeg går tiden mellem to afstande

der er små dyr der prøver at flyve ind i min hjerne
jeg fortæller der ikke er noget spændende derinde

jeg fortæller dem, jeg fortæller dem alt

jeg vågner, det er den nemme del
fordi hvorfor ikke?

jeg ændrer kursen af det i det jeg går rundt om et hjørne af din krop

træerne er høje og lige, det er på en måde et kæmpe spil mikado
på en måde overhovedet ikke

bladene minder mig og canada pga. deres flag

dit ansigt minder mig om dig 
det også bare en samlingning jeg laver  

en blogblogdigtsuite 2.0

morgenen et lille skrig, folk ser søde ud på deres stories


jeg nusser en ryg som ikke er, inden jeg falder tilbage ind i søvnen 


drømmene, et gråt et 
dagene, et skarpt lys når man vågner for real

౨ৎ ⋆｡˚

bunden af mine bukser er trevlet, jeg river stoffet af som en neglerod 
og går videre med min morgen, den har siddet i mig et par timer siden jeg vågnet


jeg kigger ud over et ingen eller jeg kigger ud over et intet

herfra er byen en flad væg

herfra skubber jeg det fraværende ud i det fraværende


౨ৎ ⋆｡˚


på mit inderlår: et underligt blåt mærke

jeg opdaget det mens jeg ledte efter porno der lignet dig

hvis du ringer, siger jeg det jeg har at sige 


jeg kan høre en kat i busken, jeg kan høre mit hjerte hvile sig


౨ৎ ⋆｡˚ 

alt plantet tilfældigt, hvis i ikke tror på mig, så
hvis i ikke tror på mig, så klarer jeg mig


౨ৎ ⋆｡˚ 


tænker det så meget nemmere at savne forstillingerne

en enkelt måned jeg anskuer som en enkelt dag


udenfor: stemmer, fugle

jeg tyder hvad der er at tyde, inden jeg giver op


౨ৎ ⋆｡˚ 


en traktor der langsomt sniger sig forbi, er det med hø eller aftenen?

౨ৎ ⋆｡˚ 


hvorfor ser jeg ikke noget som helst som en henvendelse


det er ikke en henvendelse, det er et spørgsmål 


౨ৎ ⋆｡˚ 


jeg har samlet dagen som en strækning der skal gås


jeg siger til min veninde om hun ikke gider manifesterer alt hvad jeg ønsker mig

hun siger jeg skal være konkret, jeg siger jeg ikke forstår

౨ৎ ⋆｡˚ 

jeg bukker kattens ører bagover, som når man skræller en mandarin
de springer ud som pelset blomst

en lille sø i mine øjne hvis jeg ligger mig ned


౨ৎ ⋆｡˚ 

de andre savn bliver så mærkelige når ideen om andre erstatter dem


౨ৎ ⋆｡˚ 


hvis jeg skulle tænke på en bestemt
ville det være en blanding af alle mulige alle mulige


ingen hjertero, om lidt lidt mere

mit hoved er tungt som hvis man skar det af og vejet af


på vejen hjem, træder jeg i aftrykkene fra på vejen ud
jeg efterligner det der er at efterligne


౨ৎ ⋆｡˚ 

solen bliver en halvmåne inden den forsvinder

det er så uoverskueligt og rart 
 

jeg prøver at acceptere mine venner som institutioner, som altid åbne, som f.eks. døgnkiosken eller lægevagten

 

hele tiden i mine drømme flyver mine hænder af mine arme og væk. måske de vil ud og røre alt muligt, måske de savner noget. jaja, det fint.

den her morgen; jeg ligger i pii's seng under hendes tyngdedyne, hun er taget til aarhus for at være sammen med sine bedsteforældre. jeg har sagt, hun skal spørge dem om de kender mine bedsteforældre, om de kender inger og thor møller. de fire, hendes og mine bedsteforældre, er lige gamle og fra bornholm alle sammen, og det kunne være grineren hvis de gjorde, altså kendte hinanden. der er så mange små tilfældigheder mig og pii deler, at jeg ikke længere synes det virker tilfældigt. 

de her dage; jeg bliver mærkeligt påvirket og tage mærkelige beslutninger, jeg vågner op med en masse lille skam og tænker what ever. tænker jeg orker ikke mere af alt det der, af mig selv, og så tænker der heller ikke en nogen grund til at hård mod mit jeg, og så lader jeg vær. sådan er det altid, det er en gennemgående for mig. 






indenfor en afstand; en eller anden nogen spiller mundharmonika, jeg går ud fra jeg kan lide mennesket, for tiden jeg kan lide alle. det føles helt overskueligt at ringe og skrive til alle dem der er derhjemme, og det føles helt overskueligt at være i rum med dem der er her.                   

i går gik et vi, jeg var en del af mellem istiden, op og ned af dens uddybninger, vi gik og snakket og spillet alt muligt, hvad vil du helst, wavelength, mursten eller flise. vi valgte hvilke heste der der var os, og pludselig lå jeg på ryggen og gnubbet mit hoved mod jorden og var meget mere nuttet og sød end alle de andre. så trak jeg mit selv ud af det selv, og fyldte min drikkedunk. jeg er en hest, jeg var!!! og på afstand lignet stenene får, jeg vil stadig skrive et brev til mor, men der hviler en frygt over at fortælle hvor taknemlig jeg er, når det er noget vi aldrig gør overfor hinanden. 

morgenen set gennem et vindue: tynde skyer der driver forbi, gardiner der folder sig i bølger, umodne blommer i toppen af et blommetræ, kaffekrus, lyseblå flader, spindelvæv, halvvisne planter i karmerne, blade der står stille, insekter på ruden, fugle der ikke er. 

godmorgen, farvel

blogblogdigte 2.0

i dag har jeg besluttet jeg ikke orker beslutninger

i dag er jeg vågnet ved siden af morgenen
den tunge regn er min undskyldning

jeg prøver at acceptere mine venner som institutioner
som altid åbne, som f.eks. døgnkiosken eller lægevagten

vi sidder og snakker om hvor uoverskueligt alt er
jeg tænker primært bare på den her samtale 
og på hvilke berømtheder jeg kunne kneppe

*

på en måde går vi hen ad vejen
på en måde går vi lige der hen hvor vi går hen

på en måde kan jeg ikke længere holde til at lyve
på en måde får jeg sagt det hele
transformerer handlingen af et undskyld til en personlig sejr
 
i parken: børn der ryger
lige nu mig: så lykkelig traumefri

jeg føler bare et intet hen over alle følelser
neglicerer deres eksistens, kalder dem jaja

*

der ligger et tyndt lag sol over mine øjne
himlen er sølvgrå og sløv som den volvo vi engang bollet på bagsædet af

jeg er begyndt at like dine billeder selvom om jeg ved du har fået ny kæreste
jeg er begyndt at skrue ned for min selvrespekt selvom selvom

udenfor står træerne som fædre til en u-10 kamp
og råber

jeg husker på at jeg gerne ville alt muligt for alle mulige
og så glemmer jeg det igen

* 

i de her dage er min psyke vanilla
jeg lader de små sorger være til, når jeg kan overskue
lader dem være når jeg ikke kan

på dronnings louises bro sidder en eller anden
og laver et eller andet, både da jeg cykler over og hjem igen
tror det er strik, måske knyt, what ever

min tålmodighed har svært ved
at holde til hans og byen er bare en flad væg 

svanerne flyder stadig ind og ud af skraldet, og det klamme
jeg tænker hvorfor skal vi have så retarderet en nationalfugl
i mens tænker jeg også at jeg tænker for mange ligegyldige tanker

                                                                                      

                                                                                                    jeg fucker rundt for tiden, jeg tager mig frihederne til at være forvirret over alt, i mit hoved bor der en hjerne der ikke orker at konkludere noget helst, ikke orker at finde sammenhænge mellem noget som helst.

regnen gør luften fugtigt og folk er venner i den. ligegyldigheden bliver ved med at sidde i min krop som et hjerte, eller ligegyldigheden flyder ud af mit hjerte som et intet. gennem det hele løber en lille strøm af frø, jeg samler op og planter. vi snakker venne-crushes og nuttet. jeg har bevæget mig som en kat gennem dagen, ved ikke hvad det betyder, men det er sådan jeg har det. jeg har gået meget flere unødvendige skridt end jeg plejer, kan godt lide effektiviteten i at vide man har en handling inden man går et sted hen, men har bare bevæget mig i dag. min skrift har bare stået stille, faktisk hele weekenden, jeg bliver altid nervøs for at skrive når der går et par dage hvor jeg ikke har, måske fordi jeg er bange for, eller fordi jeg ved der kommer en afstand mellem mig og skriften når jeg ikke skriver.

og jeg tænker altid at jeg ville alt muligt med skriften, f.eks. at jeg gerne vil skrive en poetik, at jeg skal skrive poetik. jeg siger jeg har måske ikke har de højeste tanker om litteraturen, hvad den kan udrette, andet end på personlig basis, jeg siger at alt god litteratur har udelukkende været en fysisk oplevelse for mig, jeg siger at det er sådan jeg vurderer om noget er godt. jeg siger min forestillingsevne er så svag, at jeg beskuer alt på sætningsniveau, at jeg ikke lever i billeder, men i ordene, i deres sammensætning. jeg siger at det måske er derfor jeg bruger så markant længere tid på redigeringen end på frembringelsen, for mig skal sætningen være færdig inden den der er plads til den næste, for mig er digtet ikke en flod, men små bække jeg graver ud til en flod, eller små bække der bliver til en flod når deres vande rører hinanden. det er det jeg synes gør poesi (og den korte prosa) så smuk, de sammenkoblinger der ville være, der er, umulige i en plotdrevet fortælling, det sprog det kan højne sig på få linjer, uden at skulle stå til ansvar for næste side, næste digt. jeg tror det er derfor jeg digter, derfor skriver lyrik, fremfor alt muligt andet. eller måske er det fordi bestræbelsen er så meget større end glæden, at det føles specielt, sjældent, at finde et sprog, eller en del af sproget man er stolt af, eller bare tilfreds med, at nå den eufori, måske bare den glæde, er nok er af de største faktorer i hvorfor jeg skriver, i hvorfor at så mange skriver, at skriften kan åbne rum, kan åbne sandheder. eller måske folk skriver fordi de ikke kan lade vær, måske jeg hader folk når de siger det, måske jeg bare tror man skal tage et aktivt valg om at skrive. og jeg tror bare min rolle er at gøre skriften smuk, og jeg tror bare skriftens rolle er at være smuk.