og det her er et billede fra en skøn udstilling
en udstilling jeg så i berlin, der hed "1992, 2025", af sung tieu, elsket det hele og elsket eller elsker stadig det her værk, der er noget fremmed ved det, måden videoen ingenting sagde, og stadig ingenting siger, måden det var et lukket system, måden man blev tvunget til at se, selvom man bare kunne gå, tv'et viste toge fra ddr, og togene sagde alt, fortalte om de frygtlige ting der er blevet transportet, fortalte om import og eksport, om at føle sig fremmed i sit eget land, om det bevægelige og det stillestående, (kommer til at tænke på den indkapsling et bur er, det ekstra lag, det er tilstede, selvom det allerede er en indkapsling er at stille det på museum), ved ikke hvad jeg skal føle om det, men det var ikke bare tog, det var en måde at tale på, en måde jeg beundrer, jeg beundrer hendes sprog, hendes titler, de forskellige tekster om værkerne, hendes smukke e-mail korspondence med udstillingsstedet KW, men ligeså meget det sprog hendes værker taler, her kan i høre hende snakke lidt om udstillingen i sin helhed, hvilket også var fantastisk, altså udstillingen i sin helhed, men det er også fantastisk at høre hende snakke om den, vimeo.com
og det her mindet om mig så meget om en bog, fra en af de dygtigste bogtrykkere, der overhovedet er i hele danmark, måske i hele verden, sidste år lavet han, "block of bricks", elsker alt hans hænder sætter sammen. men der var noget over den her opstilling, måden det orange og grålige havde byttet plads på, modsat bogen, det var ikke tilfældigt, det var smukt.
hejsa! mit navn er gordon ramsey, jeg har fundet fred og ro her på gården, det er forfriskende
Ingen kommentarer:
Send en kommentar