alt den kærlighed man har gjordt sig utilgængelige for. 


som ens hoved dog kan kede en. 


den musik man ikke ville høre pga. uvennerne. 




de små apolitiske svin vi er her om plastikbordet, når grænsen er nået opfinder vi nye grænser. når skylden er givet, vasker vi hænder i ukendt blod. alt det blod, natten bliver aldrig sort, men lyser i angreb.

hvad har man overhovedet fortjent?

jeg skubber alt udefrakommende væk. kan ikke finde ud af om folk skal slappe af eller om jeg skal begynde at give en fuck. det så tilbagevendende.   



som om den frie vilje findes, alt der findes er lammelse, så vi ikke ændrer verden. det er ægte, ligesom frygten for vi kunne gøre det hvis vi tog sammen er ægte. men det er såååå boring at tage sig sammen. 

jeg går ned og ryger en cigaret og tænker på hvad min rolle i den handling er. så går jeg op, selvom jeg er ikke engang gået ned endnu. 

tænker over hvem jeg kan ringe til nu når jeg har opført mig dumt, ikke alle vil forstå.