denne triste sol, der gemmer sig lige når man tænker: nu går vi altså en tur. denne store gule runde kugle, hvor er den ligegodt stor og rund og gul noglegange, så vidt man husker. men ikke nu, nu skal man altså bare ud, tak! få de sko på, please! vil du ik nok?

eksploderer de der ænders maver ik, når du giver dem brød? men næ! det var ikke sagen ved søen, med den halve bolle fra frokost, kærligheden var ren men fandtes renere, kunne se tristheden i dit ansigt, vidste at du ikke vidste hvad den skyldtes,  gættelegen bare ville såre. 

måske vil et billede tegne sig op i hovedet, men er for uskarpt til at kunne tydes, måske er det noget med en grålig mark.

 

vi er enige: den her forestilling om guden i alt menneskeskabt undrer os, som om tankevirksomheden der har opfundet den pludselig er dummere, end sin opfindelse, hvor det dog ikke ender med underskyldningerne, guds vilje er afstumpet, mennesket vilje er afstumpet. 

vi er enige: det er sen sen aften og uinteressant hvad jeg har skulle til at sige, hvis jeg overhovedet skulle til at sige noget.

 

de dage vi kan mindes, når vi ligger i sengene, i rundt omkring, og ingen skriver til ingen. intet strækker sig længere end man kan se, følelserne kan slet ikke nå derind i byen, derud i provinsen, vel?.


og så, så tidligt om morgenen
man kan jo kun drømme halve drømme, om strande og stater der ikke er medskyldige, gør sig medskyldige. 


skyerne spiser af hinanden. kranerne drejer i cirkler over bygningerne. skyerne spiser hinanden. hvor vreden bruser fra, mod er totalt utilregneligt. det er lige før jeg er begyndt at kunne li det fuckfjæs, ingen siger man må kunne li.

!!! i dag bliver middelmådig !!!

stempelkanden damper ensomt, avocadoen gør sig til, skeen åbner morgenbordets sol. 

 

 

mit tog er forsinket, en damestemme fortæller mig, jeg kan søge kompensation, på den måde er min tid er penge værd, time is money am i right. jeg trækker vejret, mens jeg tænker på døden. solen er på min højre, så min venstre. 

skal jeg være konkret, kan jeg sige jeg vågnede i en seng, mange timer efter min veninde, og hendes lejlighed var så fin så fin, og sengen så blød så blød, og jeg stadig lå der og scrollede og så netflix, udskød alt ondt der kunne nærme sig, men jeg ved jeg er på vej ned på cafeen, ned på cyklen, jeg ved jeg trak den hen over pladsen, jeg ved samtalens evne til at udskyde var det rareste der fandtes, jeg ved ansigterne lyste, jeg ved vi blev enige om, vi er voksne nok at fortælle folk det når de behandler os lort, jeg ved der holdte en grå audi i gården, jeg ved jeg spiste en croissant med hønsesalat, jeg ved jeg cyklede hjem.

jeg ved stilheden minder om den musik jeg hører, jeg ved du har skrevet jeg ikke skal skrive, det er lige med af finde ud af hvad fanden man svarer på sådan en besked. 


ledningen hænger og dingler fra stikket i loftet, rører mit øre med en helt underlig omsorg. 




jeg er fremme 
ved uendeligheden, uenigheden.  

 

                    solens ene linje rammer lige gennem vinduet, ind i øjnene, ind i hjernen og siger dagen bare står og venter på at blive taget, ligesom dig sidst vi ikke havde mere at snakke om. 

vi er gået ud for at hente en gåtur, den største dobermann kaster den største dobermannskygge. jeg siger, pii har sagt de klipper halen og afstiver ørerne for æstestikkens skyld. alle de ofringer i alle de navne. 


drengene får hvepse og stankelben til at slås. mine øjne kan hverken se begyndelser eller slutninger. vi skal bruge den her aften på at snakke om den forrige, genkendeligheden er tryg. du er smuk, hvis mine venner kan lide dig. luften er blødt papir imellem os er himlen pludselig og skyder alle i alle retninger, vi er helt forvirrede over hvor den kommer fra, det kan kun være fra himlen, kan man lokkes til at tænke, tænker man. 


metroen er bare en hurtig færge når man forestiller sig vandet under den. vi sejler hjem som en fræk aftale og aftaler vi helt sikkert snart skal aftale noget igen ! 

       

 

    

 

scenen lyser op og sig sandheden
den falder fra himlen
vi må fight fire med fire
lige her fra den halve drøm kan vi
det uopnåelige men verden
er verden når man vågner
virker man ikke

stille og rolig

det er fucked men jeg har gjort værre

vi kunne gemme os for verden

din stemme flyder af den her mark

det eneste jeg husker jeg sagde

jeg har i det mindste ikke slået nogle ihjel

og kærligheden er bare en tåre i min hånd
man kan tilgive alt når du er alt og så sød så sød
jeg glemte at sige hvor smuk du var
men jeg tænkte det 

var ikke nok

 

helt ondt i halsen selvom sommeren bare stråler dauda. ansvaret det er at elske. ansvarsfralæggelsen det er at hade. nogle siger noget og nogle siger noget andet, sådan er alt nogensinde gået, gået direkte ind i en krig, en lille krig. 

                           var det dig eller mig der kom for at se mig? 


i kiosken hvor de stadig havde den gode snus, kostede sodavanden 16, ikke 13, men han var sød, du havde fødseldag. han stod der, som om, som om han aldrig havde stået andre steder. evigheden var i hans øje. døden i det andet. det ikke så mærkeligt, de ting er lægger tæt op ad hinanden. 



                                                  videre ud og til koncert, det dufter tungt af blomster, men duften tager mig ikke tilbage. musikken er smuk, men tager mig ikke tilbage. sangene kan ikke beslutte om døden er opnåelige, det giver sygt god mening ikke at kunne beslutte den slags. måske er det det der er smukt.



det der er fucked er at have et skænderi hvor man bliver nødsaget til at hviske, og at skænderiet giver så sygt god mening at det bare skal afklares lige nu, men man så stikker hånden i dine busker for ikke at hæve stemmen, og den fabrikerede lyst går hen og bliver helt ægte, og uoverensstemmelsen går hen og glider helt i baggrunden, og man helt glemmer hvad man var sur over, men stadig er helt sur. eller stadig var helt sur, nu er man ligeglad, hukommelsen svigt går vurderingen virkelig vanskelig. 


                                                                               jeg tænker på minder, men der gemmer sig noget grimt i hvert eneste af dem, også i dem uden noget grimt. 

                                                        








     

 

hvilken sorg kan man tage ejerskab over? er det ikke i nat at himlen
taber sin bomber over barnefingre, er det en anden nat. 


håbet er sin egen gud. 


lad os gå til brønden og kaste 50 øre i et navn. 

 


 skriften frygter mere end hovedet. de totaliære skjuler sig i folkestyret.

man strækker mig hen over mennesker.

du er grødkøn i en sen nat, tidlig morgen. vi er grødkønne i en sen nat, tidlig morgen.

papirneglene ridser ryggene. 


man kunne sige at jeg står ved et udsigelsessted, men det går jeg ikke, jeg står og stirrer med mit fremtidsøje ind i undergangen. 

det forgængelige ved tanken om det forgængelige. 


alle de små kollaps betyder ikke et stort, det er rar tanke, men jeg ved ikke om den er sand.

mon man skulle finde et sted hvorfra man kunne definerer ønskerne præcist? det er målet. midlet: hjernen. 

jo, jeg har set du har ringede, jeg har også ringede, flere gange.

 

oh my sweet god som om du er den eneste der bliver tilbedt og smadrer. 

hvilke kriser kan italesættes?

jeg skriver jeg har brug for at vi aftaler noget, jeg skriver jeg bliver nødt til at forstå hvordan jeg skal agere i den her relation. som om aftalen i sig selv er en værdi. som om det først gør ondt når man har fiktionaliserede grænserne.

man må sætte sig med vennerne i solen, i græsset og græde og elske og græde og elske og elske og elske. 


tanken om det grænseløse rige.
hvor mange kroppe kan en krop påvirke?



i hovedet bliver hjernen mere og mere glat. drømmene er fraværende som virkeligheden. 



in another life er sandheden sandheden.

 



hjemvendelsen og alt det barndom man bliver rørstrømsk over. de minder der åbner sig når øjnene. alt den sommer, alt det vand. 


nogles job er at maksimere dødstal. 



i stuen sidder mor helt lysende, som om det er lang tid siden systemet har fuckede hende over.


alt jeg ved er at jeg gerne ville vide mere, men sårbarheden.



hun siger at hende der skal forstå det sårer når hendes krop er en anden end hendes mund, jeg føler mig overbærende, jeg tænker man kan ikke tillade sig at blive sur over andre gør de ting man selv gjorde for et par dage siden.

det gør ondt at tænke. 

for hver dag der går bliver styret mere robust mod revolutionen. 

 

alt den kærlighed man har gjordt sig utilgængelige for. 


som ens hoved dog kan kede en. 


den musik man ikke ville høre pga. uvennerne. 




de små apolitiske svin vi er her om plastikbordet, når grænsen er nået opfinder vi nye grænser. når skylden er givet, vasker vi hænder i ukendt blod. alt det blod, natten bliver aldrig sort, men lyser i angreb.

hvad har man overhovedet fortjent?

jeg skubber alt udefrakommende væk. kan ikke finde ud af om folk skal slappe af eller om jeg skal begynde at give en fuck. det så tilbagevendende.   



som om den frie vilje findes, alt der findes er lammelse, så vi ikke ændrer verden. det er ægte, ligesom frygten for vi kunne gøre det hvis vi tog sammen er ægte. men det er såååå boring at tage sig sammen. 

jeg går ned og ryger en cigaret og tænker på hvad min rolle i den handling er. så går jeg op, selvom jeg er ikke engang gået ned endnu. 

tænker over hvem jeg kan ringe til nu når jeg har opført mig dumt, ikke alle vil forstå.

 

 

sidde i en blomsterhave helt kneppet af dagen men med de søde. 


give sit nummer til en ven, sige man kan jo hellere ikke benægte at hun har set jesus. noget eksisterer bare kun for nogle i guess, penge f.eks.. de jo bare er husleje og mad. 



det her digts tilbagelænethed. 



min hjerne ville hele tiden trække situationer ud i andres hoveder, forstå deres resonnement. 

det her træ, det her træ, lige her, ligner bare ikke det burde være lige her. det ligner det hører til i junglen med junglemenneskerne og nestle. 



uku buku mand jeg kunne smadre den næste der blander sig i andres folk buisness. 



man kan ligge både i måne og sengekanten.




mit værelse er ægte et drivhus, jeg vågner helt badet, uddrømmede og også trist. det kunne have været så meget andet. men man må bare arbejde med hvad jeg har. 



en krop og se hvor ond den kan være.





smerten i ikke at eje noget eksternt, hvor smerten kan placeres. 



skal til nørreport, bruge mors og fars penge. 

 

oh me oh my this morning lyser helt insisterende og forlangende. 

den måde øjnene er portal, den måde forestillingerne skifter i mellem
milde og voldsomme. det mest voldsomme man kan forestille sig ??

handling.  


kan nogen fortælle mig forskellen på sind og sjæl ?


hvis nu meningen skulle komme og jeg pludselig skulle rejse mig og gå ud og ned på gaden og tænke hvad er det nu man gør. stå helt blank og dum uden at kunne beslutte hvorvidt meningen overhovedet længere betyder noget i, for det samfund. 



ved kanalen med dinglende fødder, høre på venner snakke om andre venner. 

tæt på alt man siger er uinteressant, men hvilken følelse at fange sig selv i at sige noget klogt
med sit dumme hoved. 


og hvor sandt det er når jeg siger: money comes and goes.

alt er alligevel bare tal
på en skærm. aktiemarkedet og sådan. fiktionen lever i bedste velgående. det er min 
økonomiske analyse. 


og jovist om ikke plænen kalder på halvnøgne kroppe der ikke bidrager på sådan en tirsdag formiddag.


hvor er søen dog glat. hvor går dog folk helt febrilsk i runder mens jeg sidder på bænken og spiser pizza og drikker exotic. 

skammen og fryden. skammen og fryden. 

 

Så grusom en fin drøm kan være, 
den helt nemme kærlighed.
Kan slet ikke finde ud af hvad jeg nærmer mig, hvis jeg nærmer mig noget. 

:--------

 

folk er blevet puttet så meget på hjerte
det er bare med at acceptere at man ikke kan gøre noget ved
mennesket som udgangspunkt er ondt og sorg 

der er lille klokke jeg ringer hver gang døden klar

solen står lige ind på det her digt
sandheden sårer ikke, men sandheden sårer

i går var min seng kæmpe

nu hører jeg musik og diskuterer hvor meget kvaliteten af ingen kender det
bidrager til den overordnet kvalitet

alt er en forudindtagelse

man vil ødelægge men hellere ikke fuldstændig gennemkneppe
på den måde er jeg en stat helt sikkert også på andre måder

mon man skulle gå ned i gården og tænke på relationer
alle tanker der kan tænkes er alligevel relationer
på den ene eller anden måde 

på den måde er savnet en bekræftelse 

det er en af de måder jeg har det på ud over f.eks. salig
men der er vel også begrænsninger på hvor mange ting man kan føle
noget overskygger noget 

det er mildt at tænke på

ellers ville alle gå rundt helt deprimerede hele tiden 
det er ikke til at magte 

 

det urovækkende ved en stille himmel

det er der følelsen/konstateringen kan nå lige nu

nu basker en helikopter helt stiller roligt hen over tagene 

den slags sightseeing de kunne jo være på vej alle steder hen

åhh at få lov til se indre by fra de højder  

eller at have råd til at se indre by fra de højder  

er jeg sur? måske, jeg tænker på hvordan rigdommen ville ændre en 

på milliardærerne med en trist omsorgsfuldhed 

som om det ikke er deres egen skyld de er blevet sådan

et billede vil tegne sig op i hovedet men er for uskarpt til at kunne tydes 

det er noget med en grålig mark 

den her forestilling om guden i alt menneskeskabt undrer mig

som om tankevirksomheden der har opfundet den pludselig er dummere 

end sin opfindelse 

hvor det dog ikke ender med underskyldninger, guds vilje er afstumpet, mennesket vilje er afstumpet

sorgen ved at såre føles så ubenævnelig

der gemmer sig så meget mening i meningsløsheden 

hvis jeg har forstået mig korrekt?

 

engang bad jeg for farfars hedbred

i et klædeskab

det føles usandt

barndommen og så det nu man er nu

korrelationen er fjern eller minderne

den tunge regn på loftlejlighedens tag gør en helt døsig

sådan som folk dog kan lege overrasket over verdens forunderlighed

det skræmmer mig at ikke forstå så skræmmer det mig at ting kan forklares

hvis jeg kom til magten ville jeg undre mig helt vildt

så tage fat nogle vigtige steder steder der føles vigtige

f.eks. og også andre steder

slappe af i viden om oligarkiet lynhurtigt knuser det

de minder må være helt bløde mod kinden 

tanken om kærligheden som en konstant

så føles den mindre forgæves

jeg havde svoret på ændernes maver eksploderet ved lidt brød

men det var ikke sagen ved åen med den halve bolle fra frokost

kærligheden var ren men fandtes renere jeg kunne se en tristhed i dit ansigt

vidste at du ikke vidste hvad den skyldtes og gættelegen bare ville såre 

denne omsorgsfulde sol der gemmer sig når man tænker nu går man er en tur

denne store gule runde kugle hvor er den ligegodt gul og stor og rund

så vidt som man husker

eller det er sen sen aften og uinteressant hvad jeg har skulle til at sige

hvis jeg overhovedet skulle til at sige noget 

 

Forvirringen er kollosal, det er det man kan konstaterer
på vegne af mig selv
er krigene og krigen det samme. Ansigterne flyder i olien. 
Jeg er gået for vidt i forbruget, men men men
der er hierarkier i undertrykkelsen. Det er den ro jeg sover i.
Min kærlighed forlanges ikke længere.
Ved jeg hvad jeg skal synes om det? nej. Hvad ved jeg?
Venner bliver smukke her i eftersolens lys efter jeg er gået
ud af en dør og op i en lejlighed, hvor længe kan en følelse vare?

*

Vreden er nem nok at placerer. Sådan så, er den placeret og
som man dog kan spørge sig selv om selvet bare er en petitesse.  
Smerten strækker sig ud over kroppen. Jeg vil elske sådan som den bedende, ikke se 
det onde. I det onde. 
Oplysninger er nedslående, lige meget kaliber. Ordene stopper ikke kriserne.

*

Man må indse at magien nogle gange er sand mellem fingrene. Denne aften, hvor
er den umulig. Vejret er helt skizofrent, isbilen kører i ringe i solen i regnen i solens regn.
Oppe i hovedets himmel er konflikterne en fortid, men hvilken kedelig himmel. Gid
man kunne lægge sig i søvnens hånd og vågne oplyst med svarerne kravlende i halsen. 
Hvem vil overhovedet en sandheden? Den her aften ligner ikke den her aften. 

 

 

^'^

solen vækker en helt usovet og
forlangende 

jeg kan høre min mund tale 
det interesserer 
mig ikke hvad jeg har at sige

nu

ligger historien i mavesyre og er forskellig alt efter hvem
du spørger du 

der er der intet lys i hovederne er meningen urealiserbar men tilstede
er det det
man kan blive så trist til mode over

det er sandt, verden er helt blank når man kigger ud over den her plads
føles alt falsk
men man skal huske at stole på mine øjne 

så kan det være at det kan være

hjertets billede på
fraværet er fraværet af billedet

ooo og jorden

 

finde balancen mellem at køre sig helt ud og helt ind. det er lige det med at acceptere verden folder sig helt lille om sig selv. ikke. at meningssammenbrudet er en konstant. ikke. 



ooo og jo. jorden er så blød efter et regnskyl. duften er så tung som et hoved. alt jeg kan sige er upræcist. men stræbenen ligger også et andet sted. et ukendt et. der findes mennesker jeg vil høre på forevigt. ord der bare ligger og putter sig i hjernen. fryden man kan læne sig tilbage i. ikke skylde et svar. ikke skylde noget. tage telefonen når vennerne ringer. 

i kiosken og købe øl. sidde og dingle med fødderne ved kanten af kanalerne. der er bryllupper over alt lige her. den kærlighed. den accept af at være rigtige for hinanden. det retrospektive onde man kan ønske det gode. 


skal ud og gå en tur.  er hjemme igen. tror ikke jeg mente jeg ville ønske ondt. bare at jeg kunne mærke at fremmede ikke siger mig meget. især ikke glade fremmede. 

alt er så konkret. sammenligningen interesserer mig virkelig lidt. er meget antisammenligning tænkte jeg på da jeg var ude at gå. at ting ikke er andre ting åbner et større rum tror jeg. kan ikke komme med et godt eksempel. eller lad os sige mine tanker som ikke åbner. 

hehe. hvad nu? ud og skære i tomatter. skære. skære. og så sove. skal arbejde i morgen / fodre kapitalen med bagværk og latte for håndøre.    sov godt mys mys. eller tror egentligt bare det er sammenligningen der irriterer mig. den underdanige form. dens manglende ejerskabstagen over at x er y. det er nok mere det der interesserer mig. at ingen fremskrivning af noget som noget andet er reel hvis det bliver det. 

duften er ikke tung som et hoved alligevel. tror jeg. duften er et tungt hoved. tror jeg.

hver dag er så lang og kedsommelig. sommeren har virkelig ikke ramt mig endnu. der er ingen henvendelse ved solen. bare dårlig samvittighed over ikke at udnytte. men det er et vilkår indtil jeg gør noget ved det. kan mærke der skal ske lidt før jeg kan. jeg ligger bare i et billede der kunne minde om en sump. en seng. dræberen måske.